Kala bylbylen er en af de fugle, man let overser i en dyrehandels katalog, fordi den ikke er spraglet farvet. Men har man først haft den i en voliere, forstår man, hvorfor den er så populær blandt erfarne fugleholdere. Den er nysgerrig, robust og fuld af liv, og den røde fjerdragt under halen lyser op mod den ellers mørke fjerdragt. I denne guide gennemgår vi, hvad arten kommer fra, hvordan den lever, og hvad den skal have for at trives i en dansk voliere – fra anlæg og foder til yngel, vinterpasning og de faldgruber, man skal kende.
Kort fortalt
- Art: Rødgumpet bulbul, i hobbyhold ofte kaldet kala bylbyl (Pycnonotus cafer), familien bulbuller (Pycnonotidae).
- Oprindelse: Det indiske subkontinent – fra Pakistan og Indien til Sri Lanka, Nepal, Bangladesh og det vestlige Myanmar.
- Størrelse: Ca. 20–23 cm inklusive den forholdsvis lange hale.
- Kost: Altædende med vægt på frugt og insekter. Levende foder er nødvendigt i yngletiden.
- Socialt: Holdes parvis. Over for artsfæller kan den være meget territorial, men går ofte fint sammen med andre rolige fugle af samme størrelse.
- Anlæg: En rummelig, gerne tilplantet udendørs voliere med frostfrit og trækfrit læhus.
- Yngel: Skålrede, typisk 2–4 æg, rugetid omkring 12–14 dage. Ungerne forlader reden efter knap to uger.
Navn, slægtskab og oprindelse
Navnet kala bylbyl stammer fra hindi og det gamle handelsnavn for arten. På dansk hedder den officielt rødgumpet bulbul, og på engelsk red-vented bulbul. Den videnskabelige betegnelse er Pycnonotus cafer. Arten hører til bulbulfamilien, en stor gruppe spurvefugle, der lever i Afrika og det tropiske og subtropiske Asien. Mange af dem er støjende, livlige og tilpasningsdygtige fugle, og det gælder i høj grad også denne art.
I sit naturlige udbredelsesområde på det indiske subkontinent er den rødgumpede bulbul en af de mest almindelige fugle overhovedet. Den lever i krat, åben skov, haver, plantager og landsbyer og trives fint tæt på mennesker. Arten er desuden blevet indført på en række øer i Stillehavet, blandt andet Hawaii, Fiji, Tonga og Samoa, hvor den i dag regnes for en invasiv art, der gør skade på frugtavl og hjemmehørende fugle. Det siger meget om, hvor robust og tilpasningsdygtig den er – og det er en god påmindelse om, at volieren altid skal være flugtsikker.
Udseende og kendetegn
Den rødgumpede bulbul er en mellemstor bulbul på ca. 20–23 cm. Hovedet er sort med en kort, lidt pjusket top, og halsen er ligeledes mørk. Ryg og bryst er mørkebrune med lyse fjerkanter, der giver et skælagtigt mønster. Bugen og overgumpen er lyse, og fjerene under halen er klart røde – det kendetegn, der har givet arten navn. Næb og ben er sorte.
Kønnene er stort set ens. Hannerne er ofte lidt kraftigere og kan have en mere intens rød undergump, men det er ikke et sikkert kønsbestemmelsesmærke. Den sikreste vej til et par er at se fuglene sammen over tid, at høre hvem der synger mest, eller at få fuglene DNA-kønsbestemt. Ungfuglene er mere matte i farverne og får først den voksne fjerdragt efter nogle måneder.
| Egenskab | Rødgumpet bulbul (kala bylbyl) |
|---|---|
| Videnskabeligt navn | Pycnonotus cafer |
| Familie | Bulbuller (Pycnonotidae) |
| Længde | Ca. 20–23 cm |
| Kønsforskel | Ingen sikker ydre forskel |
| Levested i naturen | Krat, åben skov, haver og landsbyer |
| Kost | Frugt, bær, insekter, edderkopper, blomster og nektar |
| Kuldstørrelse | Oftest 2–3 æg i naturen, gerne 3–4 i fangenskab |
| Rugetid | Ca. 12–14 dage |
| Ungerne forlader reden | Efter ca. 11–14 dage |
Adfærd og sociale behov
Bulbullen er en aktiv fugl, der bruger hele volieren. Den hopper rundt i buske og grene, flyver ud efter insekter og sætter sig gerne på et højt udkigspunkt, hvorfra den kalder og synger. Sangen er ikke det store kunstneriske nummer, men de klare, muntre kald er en stor del af fuglens charme. Begge køn synger, men hos etablerede par er det især hannen, der holder udkig og synger.
Arten bliver ofte meget tillidsfuld over for den, der passer den, og mange holdere oplever, at fuglene lærer at tage melorme fra hånden. Det er dog en tilvænning, der tager tid og ro – ikke noget, der kommer af sig selv.
Over for artsfæller er den rødgumpede bulbul derimod ofte aggressiv, især i yngletiden. Et par skal derfor have sin egen voliere, og man bør ikke forsøge at holde flere par sammen. Uden for yngletiden kan bulbuller i naturen samles i større flokke ved overnatningspladser og gode fødekilder, men den adfærd kan ikke overføres til en voliere, hvor fuglene ikke kan undvige hinanden.
Sammen med andre arter er bulbullen som regel fredelig, så længe de andre fugle har nogenlunde samme størrelse og temperament. Glansstære, større vævere og vidaer eller duer nævnes ofte som mulige naboer. Små prachtfinker og andre spinkle fugle er mindre oplagte, og man skal huske, at bulbullen gerne tager æg og små unger fra andre fugles reder. Hold altid øje med samspillet de første uger, og hav en reserveløsning klar.
Voliere og anlæg
Noget af det, vi synes er vigtigst ved en art som bulbullen, er, at volieren indrettes efter, hvordan fuglen faktisk bruger den. Den rødgumpede bulbul er en fugl, der flyver, hopper og jager, og den har brug for længde og grene i flere højder – ikke bare et højt rum.
Arten holdes bedst i en udendørs voliere med tilhørende læhus. Volieren bør være så rummelig som muligt, så parret kan flyve rigtigt, og der skal være både åbne flyvezoner og tæt beplantning, hvor fuglene kan trække sig tilbage. Et overdækket område i den ene ende giver tørre sidde- og foderpladser i regnvejr.
Fordi bulbullen er en skrap og opfindsom fugl, skal nettet være helt tæt og velmonteret, og en sluse eller dobbeltdør ved indgangen er en god idé. Vi bygger vores volierer på bestilling på værkstedet i Mejlby, med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium, og hjælper gerne med at vælge et net, der passer til de fugle, du skal holde. Læs mere om nettyper i vores guide til volierenet.
Indretning, siddepladser og beskæftigelse
- Beplantning: Tætte buske og klatreplanter giver skjul og redepladser. Vælg planter, der er kendt som ufarlige for fugle, fx pil, hassel, hvidtjørn eller roser, og undgå giftige planter som taks, kristtorn, liguster og rhododendron. Planterne skal tåle, at fuglene sidder i dem.
- Siddepinde: Naturgrene i varierende tykkelse placeret, så der er frie flyveruter mellem dem. Undgå at fylde hele volieren op med grene.
- Bad: Bulbuller elsker at bade, og de bør have adgang til rent badevand dagligt. En lav, bred skål, der er nem at gøre ren, fungerer bedst.
- Bund: En bund af grus, sand eller planter, hvor fuglene kan finde insekter, giver beskæftigelse. Den skal kunne holdes ren, fordi frugtædere sviner mere end frøædere.
- Foderplads: Placér foder og frugt under tag og gerne lidt hævet, så det holder sig tørt og er let at gøre rent omkring.
Foder og ernæring
I naturen æder den rødgumpede bulbul først og fremmest frugt og bær, suppleret med insekter, edderkopper, blade, knopper, blomster og nektar. Den tager også insekter i luften fra en siddeplads. Det betyder, at den i en voliere skal fodres som en bløddyrsæder (softbill) og ikke som en frøæder.
Et godt grundlag er et groft universal- eller insektfoder af god kvalitet, suppleret med daglig frisk frugt. Pære, æble, banan, vindruer, bær og andre søde frugter tages gerne, og frugten bør skæres i stykker, der passer til næbbet. Mange holdere supplerer med spirede bønner og tørrede insekter eller flodkrebs (gammarus). Variation er vigtigere end én bestemt opskrift – en fugl kan overleve på lidt frugt og foderblanding, men den trives på et varieret foder med både frugt og animalsk protein.
Levende foder er en fast del af kosten. Uden for yngletiden kan det være et tilskud, mens det i yngletiden er helt afgørende, fordi ungerne i naturen hovedsageligt fodres med insekter de første dage. Melorme, buffalo- og andre smålarver, fårekyllinger, græshopper og bænkebidere er alle gode muligheder. Fodermængden afhænger af fuglene, årstiden og resten af kosten, så hold øje med fuglenes kondition og juster derefter.
Frisk vand skal altid være til rådighed, og frugtrester bør fjernes dagligt, så de ikke når at gære eller mugne.
Yngel og opdræt
Den rødgumpede bulbul regnes blandt fugleholdere som en af de mere villige bulbuller at opdrætte, når forholdene er i orden. Parret bygger en løs, skålformet rede af tørt græs, rodtrevler, kokosfibre og andet fint materiale. Reden placeres i en tæt busk, i en grenkløft eller i en flettet rede- eller kanariekurv, som man har sat op i beplantningen. Mange par bygger en ny rede til hvert kuld, så det er en god idé at have rigeligt redemateriale og flere mulige redepladser.
Æggene er lyserøde til rødhvide med rødbrune pletter. I naturen er kuldet oftest 2–3 æg, mens danske opdrættere beskriver typisk 3–4 æg i fangenskab. Rugetiden er ca. 12–14 dage, og det er først og fremmest hunnen, der ruger, mens hannen holder vagt. Begge forældre fodrer ungerne, der vokser hurtigt og forlader reden efter ca. 11–14 dage.
De sidste dage før udflyvningen er kritiske. Bliver ungerne forstyrret, kan de forlade reden for tidligt, og uden fuld fjerdragt kan de have svært ved at holde varmen om natten. Hold derfor afstand og undgå at tjekke reden i den periode.
Et par kan få flere kuld i løbet af en sæson. Når ungerne er selvstændige og æder selv, bør de flyttes fra forældrene, fordi forældrene ofte bliver aggressive over for dem, når et nyt kuld er på vej. Det er samtidig en god anledning til at tænke over, hvor mange kuld man ønsker – det tærer på hunnen at yngle hele sommeren.
Pasning gennem året
Forår og sommer: Yngletiden i udendørs volierer i Danmark falder typisk fra forår til sensommer. Sørg for rigeligt med levende foder, redemateriale og ro omkring volieren.
Efterår: Efter yngletiden kommer fældningen. Et varieret foder med animalsk protein hjælper fuglene gennem den. Det er også tid til at gøre læhuset klar og tjekke net og døre inden vinteren.
Vinter: Når den rødgumpede bulbul er godt akklimatiseret, er den en hårdfør fugl. Mange holdere har den udendørs hele året, men den skal have adgang til et frostfrit og trækfrit læhus, hvor den kan overnatte og søge ly. Drikkevand og frugt fryser hurtigt, så de skal tjekkes flere gange dagligt i frostvejr. Nyindkøbte fugle eller fugle, der har været holdt indendørs, skal vænnes gradvist til udeforholdene – helst i løbet af sommeren og ikke midt i en kold periode.
Sundhed og særlige hensyn
Bulbullen er generelt en robust fugl, og mange problemer i fangenskab hænger sammen med hygiejne og foder snarere end med specifikke sygdomme.
Hygiejne ved frugtfodring
Frugt og blødfoder fordærves hurtigt, især i varme. Gærende frugt og muggent foder kan give fordøjelsesproblemer og svampeinfektioner. Den bedste forebyggelse er enkel: frisk foder hver dag, rengøring af skåle, fjernelse af rester og en bund, der kan holdes ren.
Jernoplagringssygdom
Hos flere grupper af frugtædende bløddyrsædere, fx stære og beostære, er jernoplagringssygdom (hæmokromatose) et kendt problem i fangenskab. Jernet ophobes i leveren over tid, og sygdommen viser sig ofte sent med træthed, åndenød og opsvulmet bug. Hvor udsat bulbuller er, er ikke veldokumenteret, men da de fodres på samme måde, er det almindelig praksis at vælge foder med lavt jernindhold og ikke bruge citrusfrugter i store mængder, da C-vitamin øger optagelsen af jern. Viser en fugl tegn på sygdom, bør den undersøges hos en dyrlæge med erfaring i fugle.
Aggression og stress
Den mest almindelige “skade” hos bulbuller er faktisk aggression – mellem artsfæller, fra forældre mod store unger eller mod mindre volierekammerater. Tilstrækkelig plads, skjul og at holde ét par pr. voliere er den bedste forebyggelse.
Flugtsikkerhed
Fordi arten er så tilpasningsdygtig, kan bortfløjne fugle overleve et stykke tid i naturen. Det er både et problem for fuglen og en risiko i forhold til den hjemlige natur. En sluse ved indgangen og jævnlig kontrol af net og samlinger er derfor vigtig.
Ofte stillede spørgsmål
Kan kala bylbylen holdes indendørs?
Det kan lade sig gøre i et stort indendørs anlæg, men arten er aktiv og flyvende og trives bedst i en udendørs voliere med læhus. Et almindeligt stuebur er for lille.
Kan jeg holde to par sammen?
Det frarådes. Arten er territorial over for artsfæller, især i yngletiden, og flere par i samme voliere giver uro og slagsmål.
Synger hunnen også?
Ja. Begge køn kalder og synger, men hos etablerede par er det især hannen, der synger fra et højt udkigspunkt. Sang er derfor ikke en sikker kønsbestemmelse.
Hvorfor er levende foder så vigtigt?
Ungerne fodres i naturen næsten udelukkende med insekter de første dage. Uden tilstrækkeligt levende foder i yngletiden lykkes opdrættet sjældent.
Afrunding
Den rødgumpede bulbul – kala bylbylen – er et godt bud på en fugl til den, der gerne vil videre fra frøædende småfugle til en livlig bløddyrsæder. Den er robust, tillidsfuld og relativt villig til at yngle, men den kræver plads, frisk og varieret foder med levende insekter og en voliere, hvor parret får lov at være i fred for artsfæller. Giver man den det, får man en fugl, der fylder volieren med liv året rundt.



