Zebraduen er en lille, stille due med et mønster, der minder om fine penselstrøg: tætte sorte og hvide striber på hals, bryst og sider. Den er ikke prangende, men den er en af de duer, der passer bedst ind i en blandet havevoliere – rolig, fredelig over for småfugle og med en blød, kurrende stemme. Den er dog mere nervøs og mere følsom over for kulde end sin australske slægtning diamantduen. I denne guide går vi i dybden med zebraduens baggrund, hvordan den indrettes, fodres og opdrættes, og hvilke sygdomme der er værd at kende hos små duer.
Kort fortalt
- Art: Zebradue (Geopelia striata), på engelsk zebra dove.
- Oprindelse: Den Malaysiske Halvø, det sydlige Thailand og de vestlige indonesiske øer (bl.a. Sumatra, Java og Bali). Indført mange steder, bl.a. Hawaii.
- Størrelse: Ca. 20–23 cm.
- Temperament: Fredelig over for småfugle, men nervøs. Holdes parvis og helst ikke med andre duer.
- Foder: Små frø og grønt, grit altid til rådighed.
- Yngel: 2 hvide æg, rugetid ca. 13–14 dage, ungerne forlader reden efter ca. 2 uger.
- Vinter: Frostfrit ophold i den koldeste tid.
Navn og slægtskab
Zebraduen hører til slægten Geopelia, de små jordduer fra Sydøstasien og Australien. Nærmeste slægtninge er diamantduen (Geopelia cuneata) og den australske fredsdue (Geopelia placida), som tidligere blev regnet som underart af zebraduen. I fuglehandlen kan navnene blive blandet sammen, så det er værd at kende forskellen: Fredsduen ligner zebraduen meget, men har en mere gråblå pande og et lidt andet stribemønster.
Udbredelse og levevis
I naturen lever zebraduen i åbent land med buske og spredte træer, i krat, langs veje, i parker og haver og på landbrugsjord. Den søger næsten al sin føde på jorden, hvor den går rundt med små, hurtige skridt og samler græs- og ukrudtsfrø op. Arten er meget almindelig i sit udbredelsesområde og er blevet indført på mange øer, hvor den har etableret sig. I Sydøstasien er den også en populær sangfugl, der holdes i bur for sin kurren.
Udseende og kønsforskel
Zebraduen er slank med en forholdsvis lang hale. Hoved og hals er grå, panden og ansigtet blågråt, og nakken har et rosa skær. Ryggen og vingerne er brune med sorte kanter, der giver et skælmønster. Siderne af halsen, brystet og flankerne har tætte sorte og hvide tværstriber, mens midten af brystet er svagt rosa og bugen lysere. Omkring øjet sidder en lille, nøgen blågrå hudring. Benene er rødlige.
Kønnene er meget ens. Hannen har ofte lidt mere blåt i ansigtet og et mere rosa bryst, og hunnen er ofte lidt spinklere, men det er ikke sikkert. Den bedste kønsbestemmelse er hannens adfærd – han kurrer, bukker og spreder halen for hunnen – eller en DNA-test.
| Egenskab | Zebradue |
|---|---|
| Videnskabeligt navn | Geopelia striata |
| Længde | Ca. 20–23 cm |
| Kønsforskel | Svag – adfærd eller DNA-test |
| Levested | Åbent land, krat, haver |
| Kost | Små frø fra jorden |
| Kuldstørrelse | 2 æg |
| Rugetid | Ca. 13–14 dage |
| Ungerne forlader reden | Efter ca. 2 uger |
Temperament og sociale behov
Zebraduen er fredelig over for andre fugle og passer godt ind i en blandet voliere med finker, prachtfinker, små parakitter som græsparakitter og vagtler. Den holdes parvis. Over for andre duer kan zebraduer være overraskende stridbare, især i yngletiden, og man bør derfor ikke holde dem sammen med diamantduer eller andre små duer i en almindelig voliere.
Arten er nervøs. Bliver en zebradue forskrækket, flyver den op i et brag, og panikken kan smitte resten af volieren. Det er en af grundene til, at arten trives bedst i en godt afskærmet og tilplantet voliere, hvor fuglene føler sig trygge.
Voliere og anlæg
En zebradue har brug for flyvelængde og frem for alt en stor bund at gå på. Den søger føde på jorden og bruger mere tid der end mange andre volierefugle. Bunden skal derfor kunne holdes ren og tør – fx grus eller sand, der kan rives og skiftes.
Afskærmning er vigtig. Lukkede sider eller tæt beplantning på en eller flere sider giver ro, og et overdækket område beskytter mod regn og rovfugle. Fordi duer kan flyve hårdt op mod taget, når de bliver bange, er en voliere med tæt beplantning eller grene under taget en fordel. Vi bygger volierer på bestilling på værkstedet i Mejlby, med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium, og hjælper gerne med indretning og placering i haven.
Indretning
- Bund: Tørt sand og grus, hvor fuglene kan gå og søge frø. Fodr gerne fra en lav skål på jorden under tag.
- Siddepladser: Brede siddepinde og hylder i forskellige højder – duer sidder gerne fladt.
- Skjul: Tætte buske og afskærmede hjørner.
- Bad: En lav skål med vand. Mange duer tager også gerne solbad på bunden.
Foder og ernæring
Zebraduen er en frøæder, der i naturen lever af små græs- og ukrudtsfrø. I fangenskab er grundfoderet en blanding af små frø som kanariefrø, hvid og gul hirse og gerne en færdig blanding til små duer eller prachtfinker. Kolbehirse, valmuefrø og spirede frø er gode supplementer, og frisk grønt som fuglegræs, frøsættende græs og hakket salat tages af mange fugle.
Duer sluger frøene hele med skal, og grit er derfor helt nødvendigt for fordøjelsen. Grit og knuste østersskaller eller anden kalk skal altid være til rådighed, især i yngletiden.
Yngel og opdræt
Duer er ikke kendt for at bygge solide reder, og zebraduen er ingen undtagelse. Den lægger gerne et par kviste på kryds i en grenkløft og lægger æggene oven på. Det går ofte galt, fordi æggene eller ungerne falder ud. Man kan hjælpe ved at tilbyde lave, åbne redeskåle eller flettede kurve og lidt kviste og hø som redemateriale. Placer dem i en tæt busk eller på en hylde i den overdækkede del af volieren.
Hunnen lægger 2 hvide æg, og begge forældre ruger i ca. 13–14 dage. Ungerne fodres med duemælk fra kroen de første dage, og senere med opblødte frø. De forlader reden efter ca. 2 uger og bliver fodret i nogle dage mere. Zebraduer er meget følsomme over for forstyrrelser under rugningen og kan forlade æggene, hvis de bliver forstyrret.
Forældrene begynder ofte på næste kuld, mens de første unger endnu er hos dem. De unge fugle bør flyttes, når de æder selv, fordi hannen kan begynde at jage dem.
Pasning gennem året
- Forår og sommer: Den naturlige yngletid i en dansk udendørs voliere. Ro og redeskåle er det vigtigste.
- Efterår: Fældning. Flyt selvstændige unger, og efterse volieren inden vinteren.
- Vinter: Zebraduen er mindre hårdfør end diamantduen. Den kan være ude store dele af året, når den er akklimatiseret, men i den koldeste tid bør den have et frostfrit rum eller et frostfrit læhus. Nyindkøbte fugle skal vænnes forsigtigt til udeforholdene og helst ikke sættes ud i den kolde tid.
Sygdomme hos små duer
Trikomonas (gul knop)
Trikomonas skyldes en encellet parasit, Trichomonas gallinae, som er meget udbredt hos duer. Mange duer bærer parasitten uden at blive syge, men især unger og stressede fugle kan få gullige belægninger i mund og svælg, besvær med at synke, vægttab og vandig afføring. Parasitten overføres via fælles drikkevand og fra forældre til unger gennem duemælken. Vilde duer, der drikker af samme vand eller sidder på volieren, kan bringe smitten ind.
Forebyggelse er rent drikkevand hver dag, drikkekar, der vaskes og tørres, og at vilde duer ikke har adgang til fodersteder og vand. Blandt dueholdere bruges æblecidereddike i drikkevandet traditionelt som et middel, der skal gøre vandet mindre gunstigt for parasitter, og mange giver hvidløg i små mængder. Det kan være en del af en god rutine, men det er ikke en dokumenteret behandling. Har fuglene trikomonas, skal de have en rigtig behandling fra dyrlægen.
Panikflugt og skader
Fordi zebraduen er nervøs, er skader fra panikflugt ikke usædvanlige. Hovedskader og brækkede fjer kommer typisk efter forstyrrelser om natten fra katte, rotter eller ugler. Et tæt anlæg, sikring mod rovdyr og evt. et svagt natlys i læhuset forebygger.
Kulde
Zebraduer kan få forfrosne tæer i streng frost. Brede siddepinde, hvor fuglen kan dække tæerne med fjerene, og et frostfrit læhus forebygger.
Ofte stillede spørgsmål
Kan zebraduer gå sammen med finker?
Ja. Zebraduen er fredelig over for småfugle og passer godt i en blandet voliere med finker, prachtfinker og vagtler.
Kan zebraduer og diamantduer være sammen?
Det frarådes, især i yngletiden. Små duer kan være stridbare over for hinanden.
Hvorfor falder æggene ud af reden?
Zebraduer bygger meget løse reder. Giv dem en lav redeskål eller kurv med lidt redemateriale, så æggene ligger sikkert.
Kan zebraduen være ude om vinteren?
Den kan være ude store dele af året, når den er akklimatiseret, men i den koldeste tid bør den have et frostfrit ophold.
Afrunding
Zebraduen er en stille og fredelig due, der passer godt i en blandet voliere. Den kræver en afskærmet og tilplantet voliere, en ren og tør bund, et simpelt frøfoder med grit og et frostfrit ophold i den koldeste tid. Hjælp den med en redeskål, og giv den ro i yngletiden – så er den en fornøjelse at have i haven.


