Den blågule ara er en af de fugle, man aldrig glemmer, når man først har set den på nært hold. Den er stor, farvestærk og nysgerrig, og den har et næb, der kan knække paranødder. Den er også intelligent, larmende og helt afhængig af selskab. Netop den kombination gør, at mange araer får et dårligt liv hos mennesker, der var forelskede i udseendet, men ikke var forberedt på hverdagen. I denne vejledning gennemgår vi, hvad arten er, hvordan den lever i naturen, og hvad det kræver at give den et godt liv i fangenskab: plads, voliere, foder, beskæftigelse, yngel og sundhed.
Kort fortalt
- Art: Blågul ara (Ara ararauna), en stor papegøje fra det tropiske Sydamerika.
- Størrelse: Ca. 81–91 cm fra hoved til halespids og typisk 0,9–1,3 kg.
- Levealder: Ofte 30–50 år i fangenskab, og enkelte fugle bliver ældre. Det er en beslutning for resten af livet.
- Socialt behov: Meget stort. En ara bør have en artsfælle eller et menneske, der er hjemme og involveret det meste af dagen.
- Anlæg: En stor voliere med flyvelængde, solid konstruktion og et frostfrit, trækfrit inderum.
- Foder: Varieret kost med frø og nødder i moderat mængde, frugt, grønt og gerne et færdigfoder til store papegøjer.
- Ikke en begynderfugl: Den er højlydt, gnaver i alt og kræver daglig beskæftigelse.
Artsnavn, oprindelse og levested
Den blågule ara hedder på latin Ara ararauna og hører til de neotropiske papegøjer (familien Psittacidae). På engelsk kaldes den blue-and-yellow macaw eller blue-and-gold macaw. Arten er udbredt fra det østlige Panama gennem det nordlige Sydamerika og Amazonas ned til Bolivia, Paraguay og dele af Brasilien.
I naturen lever den i fugtige lavlandsskove, især langs floder, i sumpskov og i områder med palmesumpe. Den er tæt knyttet til store palmer, hvor den både finder føde og redehuller i døde stammer. Arten er vurderet som livskraftig på IUCN’s rødliste på grund af sin store udbredelse, men bestanden går tilbage nogle steder på grund af skovrydning og indfangning. Den er for eksempel forsvundet fra Trinidad, hvor man siden har arbejdet med genudsætning.
Om dagen flyver parrene ofte langt mellem sovepladser og fourageringsområder, og de slutter sig til flokke uden for yngletiden. I det vestlige Amazonas samles araer og andre papegøjer ved lerbanker langs floderne, hvor de æder ler. Man mener, at leret hjælper med at binde plantegifte fra umoden frugt og frø og samtidig giver mineraler som natrium. Det er et godt eksempel på, hvor komplekst artens naturlige fødesøg er.
Udseende, størrelse og levealder
Ryggen, vingerne og halen er klart turkisblå, mens bryst og bug er gyldent gule. Panden er grøn, og det nøgne, hvide ansigtsfelt er tegnet med tynde linjer af små sorte fjer. Struben er sort, og næbbet er kraftigt og sort. Voksne fugle har lysegule øjne, mens unge fugle har mørke øjne, som gradvist bliver lysere.
| Egenskab | Blågul ara |
|---|---|
| Længde | Ca. 81–91 cm inkl. den lange hale |
| Vægt | Typisk 0,9–1,3 kg |
| Vingefang | Ca. 1 meter eller lidt mere |
| Kønsforskel | Ingen sikker forskel på udseendet – køn bestemmes ved DNA-test |
| Kønsmodenhed | Typisk 3–6 år |
| Levealder i fangenskab | Ofte 30–50 år, enkelte meget ældre |
Hanner og hunner ligner hinanden så meget, at man ikke kan kønsbestemme dem sikkert på hovedform eller næbstørrelse, selv om man ofte hører det. Skal man sætte et par sammen, er en DNA-test af en fjer eller en blodprøve den sikre vej.
Levealderen er der stor spredning på. Opslagsværker angiver alt fra omkring 30–35 år som typisk til over 60 år for enkelte fugle. Uanset hvilket tal man lægger til grund, er det realistisk, at en ung ara overlever sin ejer eller i hvert fald skal skifte hjem i løbet af livet. Det bør man tænke ind fra starten.
Adfærd og sociale behov
Araer er udpræget sociale. I naturen lever de i faste par, der holder sammen hele året, og parret er en del af en større flok. Parrene pudser hinanden, følges ad i flugten og kommunikerer konstant med kald, kropssprog og øjne. Araer kan faktisk trække pupillerne sammen og udvide dem igen, og de rødmer i det nøgne ansigtsfelt, når de er ophidsede.
I fangenskab betyder det, at en ara aldrig bør leve alene og uden selskab det meste af dagen. Den bedste løsning er efter vores mening to araer i en stor voliere, gerne et par. En enkelt ara, der lever tæt sammen med mennesker, kan også trives, men så skal familien være hjemme, have tid og være med på, at fuglen opfatter dem som sin flok. Der er stor forskel på, hvad en fugl overlever på, og hvad den faktisk trives med.
Lyd er en del af pakken. Araer kalder højt morgen og aften, og det er en naturlig flokadfærd, ikke en fejl. En ara, der keder sig eller føler sig alene, skriger ofte mere. Den blågule ara kan lære at efterligne ord og lyde, men det varierer meget fra fugl til fugl, og man skal ikke købe en ara for at få en talende fugl. Arten egner sig dårligt til lejligheder og tæt bebyggelse.
Næbbet som værktøj
Næbbet er både nøddeknækker, klatreredskab og “hånd”. Araen bruger det til at undersøge alt nyt, og den gnaver i træ, grene og legetøj som en naturlig del af sin adfærd. Det er ikke ødelæggelse for ødelæggelsens skyld. En ara, der ikke får lov at gnave, finder selv på noget, og det går ofte ud over karme, møbler eller dens egne fjer.
Krav til voliere og anlæg
Når man bygger til en blågul ara, synes vi, man skal begynde med, hvordan fuglene skal bruge anlægget, og først bagefter tænke på udseendet. En ara er en stærk flyver og har brug for at kunne flyve rigtigt. World Parrot Trust anbefaler, at araer har adgang til en stor voliere, hvor de kan flyve, i hvert fald en del af året, og nævner længder på op mod 15 meter. Det er ikke realistisk for alle, men det viser retningen: længde er vigtigere end højde, og et almindeligt papegøjebur kan kun være en sove- eller transportplads.
- Længde frem for højde: Fuglen skal kunne tage flere vingeslag mellem to siddepladser. Et langt, smalt anlæg er bedre end et højt, kort anlæg.
- Solid konstruktion: Araens næb klarer tyndt net og blødt træ på kort tid. Rammer i galvaniseret rundjern eller kraftig aluminium og et kraftigt, svejst net er nødvendigt. Træ må gerne være der som gnavemateriale, men ikke som bærende konstruktion.
- Inderum: Et tørt, trækfrit og frostfrit inderum, hvor fuglene kan sove og opholde sig i kolde og våde perioder. Araer tåler en del kulde, når de er tilvænnet og har læ, men træk og fugt er et problem.
- Dobbeltdør: En sluse eller forrum ved indgangen, så en fugl ikke kan smutte ud, når man går ind.
- Placering: Tænk på naboerne. Araer høres langt.
Hos Randers Volieren bygger vi volierer og papegøjevolierer til ordre på værkstedet i Mejlby med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium. Til en ara vælger vi altid kraftigt net, og vi hjælper gerne med at vurdere, hvilken nettype og trådtykkelse der holder til netop din fugl.
Indretning, siddepladser og beskæftigelse
- Naturgrene: Siddepinde i forskellige tykkelser, så fødderne arbejder. Ubehandlede grene fra frugttræer, pil, birk og hassel kan gnaves i og skiftes ud, når de er slidt op.
- Gnavemateriale: Blødt, ubehandlet træ, pap, kokosnødder, kurve og læderremme uden farve og metaldele, der kan sluges.
- Fourageringslegetøj: Gem foder i papkasser, kogler eller foderkugler, så fuglen skal arbejde for det. I naturen bruger araer en stor del af dagen på at finde og åbne føde.
- Badning: Regn, en havebruser eller et stort badekar. Mange araer elsker at blive våde, og det er godt for fjerdragten.
- Træning: Kort, positiv træning med godbidder giver tillid og mental stimulering og gør det lettere at håndtere fuglen, fx ved transport eller sygdom.
Plastlegetøj til små fugle er ikke egnet. En ara knuser det hurtigt, og skarpe stykker kan sluges. Undgå også zink- og blyholdige materialer, malet træ og løse kæder med smalle led.
Fodring og ernæring
I naturen æder den blågule ara frø, nødder, palmefrugter, blomster, knopper og frugt. Den tager ofte frø fra umodne frugter, og en stor del af kosten kommer fra palmer. Kosten er altså langt mere varieret og fiberrig end en skål solsikkekerner.
I fangenskab er en ensidig frøblanding med mange solsikkekerner og jordnødder en af de mest almindelige årsager til problemer. Fedtrig og A-vitaminfattig kost kan på sigt give overvægt, leverproblemer og dårlig fjerdragt. En god kost for en ara består derfor af flere dele:
| Fodertype | Rolle i kosten | Eksempler |
|---|---|---|
| Færdigfoder/pellets til store papegøjer | Giver en stabil base med vitaminer og mineraler | Pellets eller ekstruderet foder til araer |
| Frøblanding til store papegøjer | Beskæftigelse og variation – i moderat mængde | Blandinger med færre solsikkekerner og jordnødder |
| Grøntsager | Fibre, vitaminer og A-vitamin (betakaroten) | Gulerod, broccoli, grønkål, peberfrugt, bønner, squash, hyben |
| Frugt | Variation og vitaminer | Æble uden kerner, pære, granatæble, mango, papaya, bær |
| Nødder | Fedt og energi – også til træning og beskæftigelse | Valnødder, hasselnødder, mandler, macadamia, paranødder i skal |
| Spirede frø og bælgfrugter | Let fordøjeligt protein, især til ynglefugle | Spiret mungbønner, hvede, havre |
Vi angiver bevidst ingen faste mængder i gram, fordi behovet afhænger af fuglens størrelse, aktivitet, årstid og om den yngler. Hold øje med vægten og kropsformen. En køkkenvægt og en fast vejedag er et af de bedste værktøjer, en papegøjeholder kan have.
Det skal araen ikke have
- Avocado, chokolade, kaffe, alkohol og stærkt saltet eller sukret mad.
- Æblekerner og kerner fra stenfrugter (kirsebær, blommer, abrikoser).
- Muggent foder eller jordnødder af dårlig kvalitet, som kan indeholde skimmelsvampegifte.
Fjern frugt og grønt, der har ligget fremme det meste af dagen, og hold vandskåle rene. Mange araer dypper foder i vandet, så vandet skal skiftes ofte.
Yngel og opdræt
Blågule araer danner faste par. I naturen yngler de i huller højt oppe i døde træer, ofte palmer, og ynglesæsonen ligger primært i første halvdel af året. Hunnen lægger typisk 2–4 æg med et par dages mellemrum, og hun ruger dem i ca. 24–28 dage, mens hannen fodrer hende og forsvarer reden.
Ungerne klækkes nøgne og blinde. Øjnene åbner sig efter 1–2 uger, og ungerne forlader reden, når de er ca. 90–100 dage gamle. I naturen bliver de hos forældrene i lang tid efter, ofte omkring et år, og lærer at finde føde. Det er en af grundene til, at forældreopdrættede unger ofte bliver mere selvstændige og mindre krævende end håndopmadede unger.
- Redekasse: Store araer bruges i praksis typisk i kraftige kasser eller liggende tønder. World Parrot Trust nævner fx en liggende kasse på ca. 40 × 40 × 120 cm. Kassen skal være solid nok til at blive gnavet i og have mulighed for kontrol udefra.
- Ro: Ynglende araer kan blive meget forsvarslystne. Kontrol af reden skal ske roligt og helst udefra.
- Foder til ynglefugle: Mere variation, spirede frø, bælgfrugter og grønt hjælper forældrene med at fodre ungerne.
- Forældreopdræt: Hvor det er muligt, mener vi, at forældrene skal opfostre ungerne. Det giver unger med et mere naturligt adfærdsrepertoire.
Pasning gennem året
Forår: Ynglelysten vågner. Gennemgå volieren, skift slidte grene ud, og sæt redekassen op, hvis du vil have unger. Sommer: Sørg for skygge, vand til badning og frisk foder, der ikke bliver stående i varmen. Efterår: Fældningen kræver ekstra protein og variation, og det er et godt tidspunkt at tjekke inderummet for træk og fugt. Vinter: Araer, der går ude, skal have et frostfrit, trækfrit inderum og lys nok til at holde en normal døgnrytme. Vandet må ikke fryse til.
Sundhed og sygdomme hos araer
Mange sygdomme hos store papegøjer hænger sammen med kost, miljø og stress. Andre er smitsomme og kommer typisk ind med nye fugle. Den vigtigste forebyggelse er karantæne for nye fugle, en sund kost og et anlæg, der er let at holde rent.
Fjerplukning og adfærdsproblemer
Fjerplukning er et af de mest kendte problemer hos store papegøjer, der holdes alene. Årsagerne er ofte flere på én gang: kedsomhed, ensomhed, manglende søvn, tør luft, forkert kost eller underliggende sygdom. Forebyggelsen er derfor også bred: selskab, fourageringsopgaver, gnavemateriale, rigelig uforstyrret nattesøvn (der anbefales ofte 10–12 timers mørke) og jævnlig badning eller regn. Traditionelt har man brugt bad og frisk luft som noget af det vigtigste mod dårlig fjerdragt, og det er stadig godt råd. Plukker fuglen, bør man få den undersøgt hos en dyrlæge med fugleerfaring, så sygdom kan udelukkes.
A-vitaminmangel og fejlernæring
Fugle, der primært lever af frø og nødder, kan få for lidt A-vitamin. Det kan vise sig som dårlig fjerdragt, hvide belægninger i munden, luftvejsproblemer og nedsat modstandskraft. Den naturlige forebyggelse er orange og mørkegrønne grøntsager hver dag, fx gulerod, sød kartoffel, grønkål og peberfrugt, samt et godt færdigfoder. Har fuglen tydelige symptomer, skal den have en egentlig behandling hos dyrlægen.
Papegøjesyge (psittakose)
Papegøjesyge skyldes bakterien Chlamydia psittaci. Den smitter med støv fra tørret afføring og fjerstøv, og fugle kan bære den uden at vise symptomer. Syge fugle kan få næseflåd, øjenbetændelse, grøn diarré og sløvhed. Sygdommen kan smitte til mennesker og give influenzalignende symptomer. Forebyggelse er karantæne af nye fugle, god ventilation og rengøring, hvor man fugter støv i stedet for at feje det tørt op. Der findes ingen naturlig behandling, der fjerner bakterien. Mistanke om papegøjesyge kræver behandling hos dyrlæge.
Proventrikulær dilatation (PDD)
PDD, også kaldet “macaw wasting disease”, blev først beskrevet hos araer. Sygdommen hænger sammen med aviært bornavirus og påvirker nerverne i fordøjelseskanalen. Fuglen taber sig trods ædelyst, og der kan ses ufordøjede frø i afføringen, opkastning og nogle gange nervøse symptomer. Smitten sker formentlig gennem afføring og tæt kontakt, og mange fugle bærer virus uden at blive syge. Forebyggelse handler om at købe fugle fra kendte, sunde bestande, karantæne og at holde stress lav. Let fordøjeligt, blødt foder kan hjælpe en svækket fugl med at holde vægten, men sygdommen skal diagnosticeres og følges af en dyrlæge.
Næb- og fjersyge (PBFD) og polyomavirus
Næb- og fjersyge skyldes et circovirus og giver misdannede fjer, fjertab og i nogle tilfælde misdannet næb. Polyomavirus rammer især unge fugle. Begge virus smitter med fjerstøv og afføring og kan overleve længe i miljøet. Der findes ingen naturmedicin mod virusinfektionerne. Forebyggelsen er test af nye fugle, karantæne og god hygiejne, og en fugl med mistanke skal undersøges hos dyrlægen.
Aspergillose (skimmelsvamp i luftvejene)
Aspergillose skyldes svampesporer fra muggent foder, fugtigt strøelse eller dårligt ventilerede rum. Fuglen kan få vejrtrækningsbesvær, ændret stemme og tabe sig. Forebyggelse er det vigtigste: tørt, frisk foder, god ventilation, et tørt inderum og ingen mug i strøelsen. Frisk luft og sollys har altid været fuglefolks bedste våben mod svamp i anlægget. Sygdommen er svær at behandle og kræver dyrlæge.
Fordele og ulemper ved blågul ara
| Fordele | Ulemper |
|---|---|
| Meget intelligent og lærenem | Meget højlydt – egner sig ikke til tæt bebyggelse |
| Social og kontaktsøgende | Kræver selskab og beskæftigelse hver dag |
| Robust art, der findes i fangenskab og opdrættes | Kræver en stor og meget solid voliere |
| Kan få et meget tæt forhold til sin familie | Meget lang levetid – et livslangt ansvar |
Ofte stillede spørgsmål
Kan en blågul ara bo i et almindeligt papegøjebur?
Ikke som eneste opholdssted. Et bur kan bruges som sovested eller sikker plads, men en ara har brug for at flyve og klatre hver dag. En stor voliere, eventuelt med inderum, er den rigtige løsning.
Kan araer gå ude i Danmark om vinteren?
Mange araer kan gå ude store dele af året, når de er tilvænnet og har et tørt, trækfrit og frostfrit inderum, de selv kan gå ind i. Det er især træk, fugt og frost på fødderne, man skal beskytte dem mod.
Hvordan kan jeg se, om min ara er en han eller en hun?
Det kan du ikke se sikkert. Kønnet bestemmes med en DNA-test af en fjer eller en lille blodprøve.
Er en blågul ara god til børnefamilier?
Det kan den være, hvis de voksne tager ansvaret og har tid. Næbbet er meget kraftigt, og fuglen skal læres at kende i roligt tempo. Små børn bør ikke være alene med en ara.
Afrunding
Den blågule ara er en fantastisk fugl, men den er ikke et pyntedyr. Den har brug for selskab, plads til at flyve, noget at bruge næbbet på og en kost, der ligner det varierede fødesøg i naturen. Kan man give den det, får man en fugl med enorm personlighed og et liv, der kan vare i mange årtier. Kan man ikke, er det mere ansvarligt at vælge en mindre art eller vente, til rammerne er på plads. Overvejer du en voliere til araer, hjælper vi gerne med at finde en løsning, der holder til både næbbet og vejret.
Læs videre



