Logo Randers Volieren

Kirsebærfinke (Aidemosyne modesta) – pasning og opdræt

af | nov 19, 2026 | Nyheder

Kirsebærfinken er en af de australske prachtfinker, der ikke råber på opmærksomhed. Den er brun, hvid og diskret – indtil man ser hannens dybt blommefarvede isse og hage i solen. Arten er fredelig, rolig og forholdsvis nem at opdrætte, og den er derfor et godt valg til den, der vil i gang med australske finker. Men den har én svaghed, som man skal tage alvorligt: den tåler dårligt længerevarende fugt, kulde og træk. I denne guide gennemgår vi, hvordan du indretter anlægget, fodrer og får arten til at yngle.

Kort fortalt

  • Art: Kirsebærfinke, også kaldet blommehovedet finke (Aidemosyne modesta, i nogle systematikker Neochmia modesta).
  • Oprindelse: Det østlige Australien – fra Queensland gennem det indre af New South Wales.
  • Størrelse: Ca. 10,5–11,5 cm.
  • Kønsforskel: Tydelig. Hannen har blommefarvet hagesmæk, hunnen har en smal hvid øjenbrynsstribe.
  • Temperament: Fredelig. Kan holdes parvis, i koloni eller sammen med andre rolige småfugle.
  • Yngel: Typisk 4–6 æg, rugetid ca. 12–14 dage, ungerne flyver ud efter ca. 3 uger.
  • Vigtigst: Et tørt, trækfrit og lyst anlæg. Ingen redekontrol.

Navn og systematik

Kirsebærfinken kendes under mange navne. På engelsk hedder den plum-headed finch eller cherry finch, og i ældre dansk litteratur ses også navne som blommehovedet finke. Videnskabeligt har den skiftet slægt et par gange: Den føres ofte i sin egen slægt som Aidemosyne modesta, mens andre placerer den i Neochmia sammen med blandt andet rødbrynet astrild. Arten er en prachtfinke (familien Estrildidae).

Udbredelse og levevis i naturen

Kirsebærfinken lever i det østlige Australien, fra omkring Cairns i Queensland og gennem de centrale dele af New South Wales mod grænsen til Victoria. Den holder til i åbent skovland og græsland langs vandløb, i højt græs, siv og tidselbevoksninger. Den lever i par eller små flokke og søger meget af sin føde på jorden og i græsset, hvor den æder frø af græsser og andre planter – gerne halvmodne frø direkte fra stråene.

Udseende og kønsforskel

Arten er en af de få australske prachtfinker med tydelig kønsforskel, og det gør det nemt at sætte par sammen. Begge køn er olivenbrune på ryggen med hvide prikker på vingerne og hvid underside med fine brune tværstriber. Halen og området mellem næb og øje er sorte.

Hannen har en dyb blommefarvet til vinrød pande og isse og en mørk blommefarvet hagesmæk. Hunnen mangler hagesmækken, har kun lidt farve i panden og har en smal hvid stribe over og bag øjet. Ungfuglene er mere ensfarvede og mangler både den farvede isse og hagesmækken. De unge hanner begynder at få hagesmæk nogle uger efter udflyvningen, og ungefældningen er afsluttet omkring tre måneder efter klækningen.

Egenskab Han Hun
Isse og pande Dyb blommefarvet Kun lidt farve ved næbroden
Hage Mørk blommefarvet smæk Ingen smæk
Øjenbryn Ingen tydelig stribe Smal hvid stribe over og bag øjet
Størrelse Ca. 10,5–11,5 cm

Temperament og sociale behov

Kirsebærfinken er fredelig og står ofte nederst i hakkeordenen i en blandet voliere. Den kan holdes som enkelt par, i en lille koloni eller sammen med andre rolige arter som diamantfinker, gouldamadiner, små duer, vagtler og græsparakitter. Par knytter stærke bånd, og fuglene kan være kræsne i deres valg af partner. Har man mulighed for det, giver det bedre resultater at lade parrene danne sig selv i en lille flok.

Hannen synger en blød, stille sang og danser for hunnen med et græsstrå i næbbet. Et særligt træk er, at hannen under frieriet kan flyve med kraftige vingeslag, der giver et tydeligt klik – en lille detalje, der gør det sjovt at holde øje med arten om foråret.

Voliere og anlæg

Arten trives bedst i en større, tilplantet voliere med tørt læhus, men den klarer sig også i et stort flyvebur. Det vigtigste er ikke selve størrelsen, men klimaet i anlægget. Kirsebærfinker tåler dårligt længere perioder med fugt, kulde og træk, og især hunnerne bliver hurtigt svækkede under sådanne forhold. Det skal man tænke ind fra starten:

  • Tørt læhus: Et trækfrit, godt ventileret og lyst læhus, hvor fuglene kan opholde sig og overnatte.
  • Overdækning: Overdæk en del af flyvevolieren, så der altid er tørre siddepladser og en tør bund.
  • Dræn og sol: Bunden skal kunne dræne og tørre op. Sol på bunden efter regn gør en stor forskel.
  • Vinter: I det danske klima holdes arten om vinteren bedst i et frostfrit, lukket rum eller et læhus med mulighed for at holde frosten ude. Mange holdere flytter dem indendørs i den koldeste tid.

Vi bygger volierer og flyvebure på bestilling på værkstedet i Mejlby, med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium, og vi hjælper gerne med at vælge net og indretning til små finker.

Indretning

Højt græs, siv og tætte, lave buske efterligner artens naturlige levested og giver både skjul og redepladser. Gør ikke beplantningen så tæt, at den skygger bunden helt – den skal kunne tørre. Naturgrene som siddepinde, en lav skål med badevand og et område med sand eller grus, hvor fuglene kan søge efter frø, giver beskæftigelse. Strø gerne lidt frø og frøsættende græs ud på bunden, så fuglene kan fouragere naturligt.

Foder og ernæring

Kirsebærfinken er en frøæder. Grundfoderet er en god prachtfinkeblanding med forskellige hirsearter og kanariefrø, gerne suppleret med kolbehirse. Frisk grønt og især halvmodne græsfrø er noget af det vigtigste supplement – i naturen æder arten meget af sin føde direkte fra græsstrå. Frøsættende græsser, fuglegræs og spirede frø er gode muligheder.

I yngletiden og under fældningen har fuglene brug for mere protein. Spirede frø, æggefoder og små levende insekter som små melorme, buffalolarver eller fluemaddiker kan tilbydes. Ikke alle par tager levende foder, så spirefrø og æggefoder er ofte det vigtigste. Grit, knuste østersskaller og sepia skal altid være til rådighed, især for hunnerne i æglægningsperioden.

Yngel og opdræt

Kirsebærfinker yngler bedst, når hunnen er mindst et år gammel. Parret bygger en flaske- eller kugleformet rede af tynde, tørre græsstrå, foret med fjer. Den placeres gerne lavt i en tæt busk eller højt græs, men de accepterer også halvåbne redekasser, flettede kurve og bundter af tørt ris i læhuset. Fint, tørt græs, kokosfibre og hvide fjer som redemateriale bliver taget godt imod.

Hunnen lægger typisk 4–6 hvide æg, og begge forældre ruger i ca. 12–14 dage. Ungerne forlader reden efter ca. tre uger og er selvstændige omkring en måned senere. Arten er ikke blandt de mest frugtbare prachtfinker, og tre-fire unger i et kuld er et godt resultat.

Det vigtigste råd ved opdræt af kirsebærfinker er ro. Mange par tåler ikke redekontrol og kan forlade både æg og små unger, hvis de forstyrres. Bliver ungerne forstyrret sent i forløbet, kan de springe for tidligt ud af reden. Undgå derfor at kigge i reden og placér redemulighederne, så de kan ses uden at man skal ind i volieren.

Pasning gennem året

  • Forår og sommer: Hovedsæson for yngel i en dansk udendørs voliere. Giv rigeligt redemateriale, grønt og spirefrø.
  • Sensommer og efterår: Fjern selvstændige unger fra forældrene. Fældning – fortsæt med protein. Gør læhuset klar inden det første kolde og fugtige vejr.
  • Vinter: Tørt og frostfrit ophold. Pas på kombinationen af fugt og kulde, og stop yngel i den mørke tid, så hunnerne ikke svækkes.

Sundhed og særlige hensyn

Fugt og kulde

Den største sundhedsrisiko for kirsebærfinker er længerevarende fugt, kulde og træk. Det svækker fuglene og øger risikoen for luftvejsinfektioner. Sygdomstegn er pjusket fjerdragt, søvnig adfærd, åndenød og halevip i takt med vejrtrækningen. Den bedste behandling er forebyggelse: et tørt, trækfrit læhus og flytning til et frostfrit rum i den kolde tid. En svækket fugl har brug for varme og ro med det samme og bør undersøges hos dyrlægen.

Æglægningsbesvær

Hunnerne er særligt sårbare i kolde perioder og hvis de mangler kalk. Æglægningsbesvær ses som en hun, der sidder pjusket på bunden og presser. Forebyggelse er adgang til kalk, sepia og grit, ingen yngel i den kolde årstid og hunner, der er mindst et år gamle. Traditionelt hjælper man en hun med æglægningsbesvær ved at give hende fugtig varme og ro, men hvis ægget ikke kommer hurtigt, skal hun til dyrlægen.

Mus i anlægget

Mus forurener foder og vand, forstyrrer fuglene om natten og kan bringe smitte med ind. Hold øje med musehuller og spild, og sørg for, at anlægget er tæt.

Ofte stillede spørgsmål

Kan kirsebærfinken være udendørs hele året?

Det frarådes i det danske klima. Den tåler kulde dårligt i kombination med fugt, og de fleste holdere giver den et frostfrit og tørt ophold om vinteren.

Kan jeg holde flere par sammen?

Ja. Arten er fredelig og kan holdes i en lille koloni, hvis der er plads og mange redemuligheder.

Hvorfor opgiver mine fugle reden?

Den hyppigste årsag er forstyrrelser – fx redekontrol, uro i volieren eller dominerende volierekammerater. Giv parret fred og flere redemuligheder.

Afrunding

Kirsebærfinken er en rolig og charmerende australsk finke, der passer godt til både begyndere og erfarne fugleholdere. Den stiller ikke store krav til foder, men den kræver et tørt og trækfrit anlæg, en frostfri vinter og masser af ro i yngletiden. Får den det, er den en stabil og hyggelig fugl, som man hurtigt bliver glad for.

Læs videre

0
0
Kurv
Kurven er tomRetur til shoppen
/*************************************************/ /*** Collapse the mobile menu - WPress Doctor ****/ /*************************************************/ }) })