Cedersilkehalen er den amerikanske fætter til den silkehale, vi kender fra danske vintre, når flokke af fugle med fjertop og røde vokspletter på vingerne pludselig sidder i rønnebærtræerne. I fuglehold er den sjælden, og den kaldes både cedersilkehale og amerikansk silkehale. Den er en venlig, social og rolig fugl, men den har en svaghed: den elsker søde bær og bliver let for tyk, hvis den ikke får plads og den rigtige kost. I denne vejledning gennemgår vi arten, og hvordan man holder den sund i en dansk voliere.
Kort fortalt
- Art: Cedersilkehale eller amerikansk silkehale (Bombycilla cedrorum). På engelsk cedar waxwing.
- Oprindelse: Nordamerika. Yngler i det sydlige Canada og store dele af USA og overvintrer sydpå til Mellemamerika.
- Størrelse: Ca. 15–18 cm og omkring 30 g.
- Køn: Hannen og hunnen ligner hinanden meget.
- Foder: Bær og blød frugt hele året, insekter i yngletiden, plus et godt blødfoder.
- Hold: Rummelig, beplantet voliere i flok. Hårdfør, men skal have et tørt og trækfrit læ.
- Yngel: Normalt 4–6 æg, rugetid ca. 11–13 dage, ungerne forlader reden efter ca. 14–18 dage.
Navn og slægtskab
Silkehalerne er en lille familie, Bombycillidae, med tre arter: vores egen silkehale (Bombycilla garrulus), som yngler i den nordlige nåleskov og om vinteren kan dukke op i store flokke i Danmark, den japanske silkehale og cedersilkehalen fra Nordamerika. Det engelske navn, cedar waxwing, kommer af, at fuglen ofte ses i ener- og cedertræer og æder deres bær. Navnet waxwing hentyder til de små, røde, vokslignende spidser på armsvingfjerene, som alle tre arter har.
I dansk hobbyhold bruges både cedersilkehale og amerikansk silkehale. Det er den samme art.
Udbredelse og levested
Cedersilkehalen yngler fra det sydlige Canada gennem store dele af USA. Om vinteren trækker mange fugle mod syd, til det sydlige USA, Mexico og Mellemamerika. Den er nomadisk og flytter sig efter, hvor der er bær. Et område kan have hundredvis af silkehaler den ene uge og ingen den næste.
Den lever i åben skov, skovbryn, langs vandløb, i frugtplantager og i haver og parker. Den er afhængig af træer og buske med bær, og den er ofte ganske uforskrækket over for mennesker. Det er en fugl, der er vant til at sidde i flok i toppen af et træ og flyve ud efter insekter over vand og lysninger.
Udseende og kendetegn
Fjerdragten er blød og silkeagtig, og det er derfra, navnet kommer. Hoved, ryg og bryst er varmt brunt til gråbrunt med et olivenskær, og fuglen har en tydelig fjertop. En sort maske går fra næbbet gennem øjet og er kantet af en fin hvid linje. Bugen er bleggul, undergumpen hvidlig, og gumpen og halen er grå. Halen har en gul endekant, og armsvingfjerene har små røde, vokslignende spidser. Næb og ben er sorte.
Undergumpen er den nemmeste måde at skelne cedersilkehalen fra vores egen silkehale på: hos silkehalen er den rustrød, hos cedersilkehalen hvidlig. Silkehalen er også større og har gule og hvide aftegninger på vingen.
En sjov detalje er, at halespidsen kan blive orange i stedet for gul. Det sker, når fuglene under fældningen æder bær fra visse kaprifolium-arter, der indeholder et rødt farvestof. Farven i fjerene afhænger altså af kosten.
Kønnene ligner hinanden, og forskellene er små. Ungfugle er gråligere og stribede på undersiden og har mindre fjertop.
Adfærd og temperament
Cedersilkehalen er en af de mest sociale småfugle, man kan holde. Den lever i flok hele året, forsvarer ikke et territorium og tolererer artsfæller tæt på. Fuglene sidder ofte tæt sammen på en gren og plejer hinandens fjer. Et kendt syn er, når en række silkehaler sender et bær eller et kronblad fra fugl til fugl langs grenen. Det hører også med til parringen, hvor hannen og hunnen giver hinanden små ting og hopper frem og tilbage foran hinanden.
I volieren er arten venlig og bliver hurtigt tillidsfuld. Den er fredelig over for andre fugle. Til gengæld kan den være lidt doven, hvis den har mad lige ved siden af sin foretrukne gren. Det er en del af forklaringen på, at silkehaler i fangenskab let bliver for tykke.
Voliere og anlæg
Cedersilkehaler har brug for en rummelig voliere, hvor de kan flyve rigtigt. Arten flyver i naturen langt efter føde og fanger insekter i luften, og den skal have plads til at bruge vingerne. Længde betyder mere end højde. En lille voliere er en af de hyppigste årsager til fede og sløve fugle.
Arten er hårdfør og kommer fra egne med kolde vintre. En akklimatiseret flok kan være ude året rundt, når den har et tørt og trækfrit læ, hvor den kan sidde i ly for regn og blæst. Det er fugt og træk, der er farligst – ikke frost alene.
Vi laver alle vores volierer til ordre på værkstedet i Mejlby ved Spentrup, med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium. Til frugtædere som silkehaler er det en fordel med en voliere, hvor bunden under foderstedet nemt kan gøres ren, fordi bær og frugt giver meget og vandig afføring.
Indretning og beplantning
- Stedsegrønne træer: Enebær, cypres og andre tætte, stedsegrønne trævækster giver skjul og redepladser. Det er dem, arten naturligt søger.
- Bærbuske: Buske med bær, som fuglene selv kan plukke, giver både føde og beskæftigelse. Tjek altid listen over giftige planter for fugle.
- Siddepladser højt oppe: Silkehaler sidder gerne højt i flok. Lange grene i toppen af volieren bliver brugt flittigt.
- Foder og vand langt fra siddepladserne: Et gammelt og godt råd er at placere foder- og vandskålene langt fra de foretrukne siddepladser, så fuglene skal flyve for at spise.
- Bad: En lav skål med rent vand, skiftet dagligt.
Fodring og ernæring
Cedersilkehalen er en af de mest udprægede bærædere blandt nordamerikanske fugle. Den æder bær og søde frugter hele året og sluger bærrene hele. Insekter bliver vigtige i yngletiden, hvor ungerne fodres med dem i de første dage. Jeg synes, det er en af de arter, hvor man tydeligst kan se, at der er forskel på, hvad fuglen overlever på, og hvad den trives med. Den kan leve på søde bær, men den bliver ikke sund af det alene.
Grundfoder
- Bær: Rønnebær, hyldebær, enebær, tjørnebær, blåbær og andre bær. Om efteråret kan man samle og fryse bær til vinteren.
- Frugt: Fint hakket æble og pære, druer i små stykker og udblødte rosiner og korender. Tørret frugt er meget sukkerholdig, så det skal gives med måde.
- Blødfoder: Et godt blødæder- eller frugtæderfoder som fast del af kosten. Det giver protein og mineraler, som bær ikke dækker.
- Levende foder: Især i yngletiden: bananfluer, stuefluer, små melorme og andre små insekter. Mange holdere sætter insekter ud i volieren, så fuglene kan fange dem i luften.
Pas på med at give for meget sødt og for lidt bevægelse. En silkehale, der sidder stille ved en skål med rosiner, bliver hurtigt for tyk.
Hvad skal fuglene ikke have
Avocado er giftigt for fugle og må ikke fodres. Det samme gælder chokolade, kaffe, alkohol og saltede madrester. Rabarber bør heller ikke gives.
Yngel og opdræt
Cedersilkehaler er ikke kendt for at være særlig ynglevillige i fangenskab. Erfaringen er, at man får bedre chancer med en lille flok end med et enligt par, fordi fuglene stimulerer hinanden. Der skal være masser af naturlige skjul og redepladser i volieren.
Arten yngler sent på året. Ynglesæsonen begynder i slutningen af foråret og løber hen over sommeren, når bærrene modner. Hunnen bygger en løs, skålformet rede af græs og kviste, foret med blødt materiale, i en gaffel på en gren. Det tager hende fem-seks dage. Hun lægger normalt 4–6 blågrå æg med mørke pletter og ruger i ca. 11–13 dage. Begge forældre fodrer ungerne, og ungerne forlader reden 14–18 dage efter klækningen. Der kan blive et eller to kuld om året.
I volieren kan man hjælpe med åbne redekurve eller skåle fastgjort højt oppe i tæt, stedsegrøn vegetation, og ved at stille fint redemateriale som græs, rødder og uld til rådighed. Når der er unger, er levende foder afgørende. Mange små fluer og myg er ungernes første føde i naturen, og i volieren må man give bananfluer, stuefluer og andre små, bløde insekter i rigelige mængder.
| Yngelforhold | Typiske tal (vilde fugle) |
|---|---|
| Ynglesæson | Sent forår til sensommer |
| Rede | Løs skål af græs og kviste i en grengaffel |
| Æg pr. kuld | Normalt 4–6 |
| Rugetid | Ca. 11–13 dage, hunnen ruger |
| Ungerne forlader reden | Ca. 14–18 dage |
| Kuld pr. år | 1–2 |
Pasning gennem året
- Forår: Tilbyd redemateriale og redekurve i god tid. Skru op for insekterne sidst på foråret.
- Sommer: Yngletid. Frugt og bær gærer hurtigt i varmen, så skift ofte og fjern rester.
- Efterår: Den bedste tid til at samle og fryse rønnebær, hyldebær og andre bær til vinteren. Fældningen kræver godt foder.
- Vinter: Akklimatiserede fugle kan være ude med et tørt og trækfrit læ. Hold øje med, at vand og frugt ikke fryser.
Sundhed og særlige hensyn
Fedme
Det største problem hos silkehaler i fangenskab er fedme. En fed fugl bliver sløv, får dårligere fjerdragt og yngler sjældent. Forebyggelse er plads til at flyve, foder placeret langt fra siddepladserne og en kost, hvor sukkerholdig frugt og tørret frugt ikke tager overhånd.
Gærede bær og beruselse
Hos vilde silkehaler er det beskrevet, at fugle bliver berusede af overmodne, gærede bær – nogle gange så meget, at de flyver ind i ting eller dør. I volieren er risikoen frugt og bær, der har ligget for længe i varmen. Fjern rester samme dag, og giv ikke bær, der lugter af gæring.
Svampe og maveproblemer
Sukkerholdigt foder og beskidte skåle giver grobund for gærsvampe. Tegn kan være slimet næb, opkast, tynd afføring og en fugl, der sidder opplustret. Den gammeldags forebyggelse er stadig den bedste: daglig rengøring af skålene og skylning i kogende vand. En fugl med tydelige tegn skal have rigtig behandling hos en dyrlæge, der kender fugle.
Ofte stillede spørgsmål
Er cedersilkehale og amerikansk silkehale den samme fugl?
Ja. Begge navne bruges om Bombycilla cedrorum.
Hvad er forskellen på cedersilkehalen og den silkehale, vi ser i Danmark?
Vores silkehale er større, har rustrød undergump og gule og hvide tegninger på vingen. Cedersilkehalen er mindre, har hvidlig undergump og en bleggul bug.
Kan cedersilkehaler være ude om vinteren?
Ja, når de er akklimatiseret og har et tørt og trækfrit læ. Arten kommer fra egne med kolde vintre.
Kan man holde dem sammen med andre fugle?
Ja. De er fredelige og passer godt sammen med andre rolige arter i en stor, beplantet voliere.
Afrunding
Cedersilkehalen er en rolig og social fugl, der hører hjemme i en stor, beplantet voliere i flok. Den er hårdfør, venlig og nem at blive glad for, men den kræver en ejer, der holder igen med det søde og sørger for, at den bevæger sig. Med plads, bær, godt blødfoder og masser af insekter i yngletiden kan den trives i mange år. Vi vil meget gerne høre fra danske holdere, der har erfaring med arten.



