Gulrygget vidafinke er ikke den fugl, folk stopper op ved første gang, de går forbi en voliere uden for yngletiden. Så ligner hannen en brunstribet spurv. Men når han kommer i pragtdragt, bliver han kulsort med en lysende gul ryg og gule skuldre, og han begynder at flyve sine langsomme, sitrende parringsflugter hen over græsset. Arten er hårdfør og relativt nem at fodre, men den har en særlig social struktur og en særlig måde at yngle på, som man skal kende for at holde den godt. Her gennemgår vi artens biologi og det, den har brug for i voliere.
Kort fortalt
- Art: Gulrygget vidafinke (Euplectes macrourus), på engelsk yellow-mantled widowbird. En væverfugl fra det tropiske Afrika.
- Slægt: Euplectes – samme slægt som bisper og de langhalede enkefugle. Den er ikke en redeparasit.
- Socialt: Polygam. Én han holder territorium med flere hunner.
- Anlæg: Rummelig, beplantet havevoliere med højt græs og et tørt, frostfrit inderum om vinteren.
- Foder: Græs- og hirsefrø som basis og insekter, især i yngletiden.
- Yngel: 2–3 æg, som hunnen ruger alene i ca. 12–14 dage.
Artsnavn og systematik
Det videnskabelige navn er Euplectes macrourus (også skrevet E. macroura). Artsnavnet betyder “langhalet”. Arten hører til væverfuglene (familien Ploceidae) og slægten Euplectes, som rummer både bisper, fx orangebisp, og enkefugle som gulrygget vida og hvidvinget enke. I ældre hobbylitteratur blandes vidafinker ofte sammen med de egentlige “enker” og “paradisvidaer” i slægten Vidua. De er noget helt andet: Vidua-arterne er redeparasitter, der lægger æg i prachtfinkers reder. Gulrygget vida bygger selv reder og opfostrer selv ungerne.
Der findes tre underarter. Nominatformen E. m. macrourus har gul ryg og gule skuldre. Underarten E. m. macrocercus fra Etiopiens og Eritreas højland og dele af Uganda og Kenya har sort ryg og kun gule skuldre, og den kaldes ofte “gulskuldret enke”. Den tredje underart findes kun på Ukerewe-øen i Victoriasøen.
Udbredelse og levested
Arten er vidt udbredt syd for Sahara, fra Senegal og Gambia mod øst til Etiopien og mod syd gennem Angola, Tanzania og Zambia til Zimbabwe og det vestlige Mozambique. Den lever i fugtige græsområder, moser med spredte buske, rismarker og tilgroede marker med højt græs. Om natten sover fuglene ofte i rørskov, papyrus eller tæt krat, gerne i fællesskab.
Det fortæller os meget om, hvad den skal bruge i voliere: tæt græs, mulighed for at gemme sig og en del luftfugtighed. Den er ikke en ørkenfugl, og den er heller ikke en træfugl som mange prachtfinker.
Udseende og størrelse
| Kendetegn | Han i pragtdragt | Hun og han uden for yngletid |
|---|---|---|
| Fjerdragt | Sort med gul ryg (nominatform) og gule skuldre | Brunlig med mørke længdestriber, lys bug |
| Hale | Lang, afrundet hale | Kortere hale |
| Længde | Ca. 20–22 cm inkl. hale | Ca. 14–15 cm |
| Særligt | De gule skuldre ses hos hannen hele året | Hunnen har gullige kanter på vingedækfjerene |
Hannen fælder til pragtdragt før yngletiden og tilbage til en spurvelignende dragt bagefter. I vores klima afhænger tidspunktet af lys, temperatur og fodring. De gule skuldre gør det dog muligt at kende hannerne fra hunnerne hele året, hvilket er en fordel, når man sammensætter en gruppe.
Adfærd og sociale behov
Gulrygget vida har et polygamt parringssystem. Hannen forsvarer et territorium i det høje græs og kan have op til fem hunner, der yngler i hans område. Han bygger rammerne til flere reder, og hunnerne vælger, hvilken de vil færdiggøre. I yngletiden flyver hannen langsomme, udstillende flugter med sænket hale og synger fra toppen af græsstrå og buske.
Uden for yngletiden er arten mere social og slutter sig til flokke, også med andre frøædere. I voliere er den generelt fredelig over for andre arter, men en han i pragtdragt kan jage andre hanner af sin egen eller nært beslægtede arter, fx bisper. Derfor holder man typisk én han af slægten Euplectes pr. voliere, medmindre anlægget er stort og varieret.
- Anbefalet gruppe: 1 han med 2–4 hunner. Det svarer til artens naturlige system og fordeler hannens opmærksomhed.
- Selskab: Kan holdes med fredelige, lidt robuste frøædere og duer. Små, sarte prachtfinker kan blive presset, når hannen er i yngletilstand.
- Undgå: Andre bisper og enkefugle i samme mindre voliere.
Voliere og anlæg
Arten egner sig bedst til en havevoliere med beplantning. Hannens parringsflugt og territorieadfærd kræver plads, og fuglene er meget mere naturlige i et anlæg med højt græs end i et bur. Et bur er kun egnet til kortvarigt ophold, fx karantæne.
- Flyvelængde: Jo længere, jo bedre. Hannen skal kunne udføre sine flugter, og hunnerne skal kunne komme væk fra ham.
- Beplantning: Højt græs, siv, bambus eller tætte græstuer i en del af volieren. Det er her, fuglene bygger rede og søger skjul.
- Net: Vidafinker er små, så nettet skal have en maskestørrelse, som hverken fuglene eller mus og spurve kan komme igennem. Spørg os, hvis du er i tvivl om net til små fugle.
- Inderum: Arten tåler kortere kolde perioder bedre end mange tropiske småfugle, men ikke vedvarende fugt, frost og træk. Et tørt, trækfrit og frostfrit inderum er nødvendigt om vinteren i Danmark.
- Lys: I den mørke tid hjælper ekstra lys i inderummet fuglene med at æde nok.
Hos Randers Volieren bygger vi volierer til ordre på værkstedet i Mejlby med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium. Til en blandet småfuglevoliere med vidafinker vil vi typisk anbefale en lang voliere med et overdækket parti og et inderum.
Indretning
- Siddepladser i forskellige højder, men især høje græsstrå og grene, som hannen kan synge fra.
- Rigeligt med redemateriale: lange, tørre græsstrå, kokosfibre og fine rødder. Hunnerne forer reden med bløde græstoppe.
- En lys, tør del af bunden med sand, hvor fuglene kan søge frø, og en mere bevokset, skyggefuld del.
- Badeskål. Arten kommer fra fugtige områder og bader gerne.
Fodring og ernæring
I naturen lever gulrygget vida mest af frø, især fra halvgræsser og græsser, og en mindre del insekter. Undersøgelser fra Afrika angiver, at de voksne fugles kost består af omkring 80 % frø og 20 % leddyr. Fuglene søger føde på jorden og i lav vegetation og fanger flyvende termitter i luften.
| Fodertype | Hvorfor | Eksempler |
|---|---|---|
| Frøblanding | Basis hele året | Tropefugleblanding med forskellige hirsesorter og kanariefrø |
| Kolbehirse og halvmodne græsfrø | Ligner det naturlige fødesøg og er et godt opdrætsfoder | Kolbehirse, frøstande af hanegræs, rajgræs og vejgræs |
| Spirede frø | Let fordøjeligt og proteinrigt – især i yngletiden | Spiret hirse og tropefugleblanding |
| Insekter | Protein til fældning og opdræt | Små melorme, buffalo-orme, fluelarver, tørrede insekter, æggefoder |
| Grønt | Vitaminer og variation | Fuglegræs, mælkebøtteblade, frøstande fra ukrudt |
| Grit og kalk | Fordøjelse og kalk til æglægning | Fint grit, knuste strandskaller, sepiaskal |
Nogle individer er ikke meget for grønt. Det er stadig værd at tilbyde det, gerne som frøstande, de selv kan plukke i. I opdrætstiden er levende insekter afgørende, fordi ungerne i naturen fodres med en høj andel insekter.
Yngel og opdræt
Opdræt i fangenskab lykkes ikke ofte, og vi synes, det er værd at være ærlig om. Det kræver plads, høj vegetation, ro og den rette gruppe. Til gengæld er det en af de mest fascinerende yngleprocesser blandt småfuglene.
- Rederammer: Hannen væver en ramme af græs ind i levende græsstrå, typisk lavt over jorden. En han kan bygge mange rammer i løbet af en sæson.
- Hunnens valg: Hunnen vælger en ramme og forer den med blødt græs og græstoppe. Hun fortsætter med at bygge under rugningen. Reden er oval med indgang fra siden.
- Æg og rugning: Hunnen lægger 2–3 lysegrønne, brunplettede æg og ruger alene i ca. 12–14 dage.
- Unger: Hunnen fodrer ungerne, der forlader reden efter omkring 15 dage (registreret i fangenskab). Hannen deltager meget sjældent.
Det betyder, at hunnen skal kunne finde rigeligt med insekter og spirede frø tæt på reden. Hold øje med hannen. Hvis han forstyrrer hunnerne for meget i en lille voliere, kan reder blive opgivet.
Pasning gennem året
Forår og sommer: Hannen kommer i pragtdragt, når dagene bliver længere og der er mere insektfoder. Sæt redemateriale frem, og lad græsset stå højt. Sensommer og efterår: Fældning og eventuelt yngel. Giv ekstra protein. Vinter: Flyt fuglene ind eller sørg for, at de har et frostfrit, tørt inderum med lys. Hold øje med, at alle fugle æder, når dagene er korte.
Sundhed og særlige hensyn
Gulrygget vida er robust, men som alle småfugle er den sårbar over for fugt, kulde og parasitter i udendørsanlæg.
Røde fuglemider
Røde fuglemider (Dermanyssus gallinae) gemmer sig i sprækker, reder og redekasser om dagen og suger blod om natten. De kommer typisk ind med vilde fugle, brugt udstyr eller nye fugle. Fuglene bliver urolige om natten, og unger kan blive blodfattige. Forebyggelse er glatte, lette at rengøre overflader, regelmæssig udskiftning af redemateriale og kontrol af sprækker med et hvidt stykke papir om natten. Traditionelt har fugleholdere brugt kiselgur (diatoméjord) i sprækker og redemateriale samt varmt vand og grundig rengøring. Ved et egentligt angreb bør man få et effektivt middel anvist af en dyrlæge.
Luftvejsproblemer
Kulde, træk og fugt i kombination er den hyppigste årsag til, at tropiske småfugle bliver syge om vinteren. Fuglen puster sig op, sidder med lukkede øjne og kan have hale-vippende vejrtrækning. Forebyggelsen er et tørt, trækfrit inderum og godt foder. Varme er den gamle, gennemprøvede førstehjælp til en syg småfugl: flyt den til et lunt, roligt sted med let tilgængeligt foder og vand. Bliver den ikke hurtigt bedre, skal den til dyrlæge.
Lange kløer
Fugle, der mest sidder på glatte pinde, kan få for lange kløer. Naturgrene i forskellig tykkelse og sandet bund hjælper med at slide dem naturligt.
Ofte stillede spørgsmål
Er gulrygget vidafinke en redeparasit?
Nej. Den forveksles ofte med paradisvidaer og andre Vidua-arter, som lægger æg i andre fugles reder. Gulrygget vida bygger selv og opfostrer selv ungerne.
Kan man holde et enkelt par?
Det kan man godt, men en han med 2–4 hunner er tættere på artens naturlige adfærd og fordeler hannens opmærksomhed, så den enkelte hun bliver mindre presset.
Hvorfor er min han brun?
Hannen bærer kun den sorte og gule pragtdragt i yngletiden. Resten af året er han brunstribet, men han har stadig gule skuldre.
Afrunding
Gulrygget vidafinke er en undervurderet art. Den er hårdfør, nem at fodre og fascinerende at se i en beplantet voliere, hvor hannen viser sig frem over græsset. Den kræver en gruppe frem for et par, et anlæg med højt græs og et tørt vinterkvarter. Får den det, er det en art, hvor en erfaren fugleholder virkelig får noget at se på og lære af.
Læs videre



