Logo Randers Volieren

Skadegåsen (Anseranas semipalmata) – pasning, indhegning og opdræt

af | nov 19, 2026 | Nyheder

Skadegåsen (Anseranas semipalmata) ligner en gås, men den er hverken gås eller and. Den sætter sig i træerne, fodrer sine unger fra næb til næb og bygger reden i to trin. Den er også berygtet for at rive alt op, der gror. Jeg synes, det er en af de mest fascinerende vandfugle, man kan holde, netop fordi den gør næsten alt anderledes end de andre. Men den kræver plads, robuste rammer og en plan for vinteren. Her får du det, du skal vide, før du anskaffer skadegæs: kønsbestemmelse, indhegning, fodring, opdræt, sæsonpasning og de sygdomme, du skal holde øje med.

Kort fortalt

  • Art: Det eneste nulevende medlem af familien Anseranatidae. Hjemmehørende i det nordlige Australien og på Ny Guinea.
  • Størrelse: 75–92 cm. Hannen vejer 1,8–3,2 kg, hunnen 1,45–2,7 kg.
  • Køn: Hannen har en større knop i panden og et meget langt luftrør, der kan mærkes under fjerene på brystet.
  • Plads: Faglitteraturen anbefaler 600–1.000 m² græsareal til et par eller en trio. Arten er hårdhændet ved beplantningen.
  • Foder: Korn, smuldfoder eller piller til vandfugle og grønt hver dag.
  • Yngel: Yngler typisk først fra tredje år. Trioer med én han og to hunner er almindelige. Forældrene fodrer selv ungerne.
  • Vinter: Tåler ikke hård frost på fødderne. Den skal have et trækfrit, frostfrit vinterhus med tør halm og siddepladser over jorden, hvor den kan gå i læ.
  • Levetid: Fugle over 25 år yngler stadig, og den ældste registrerede blev 28 år.

Artsnavn, slægtskab og oprindelse

En art i sin helt egen familie

Skadegåsen hører til andefuglene, men den er så forskellig fra ænder, gæs og svaner, at den har fået sin egen familie, Anseranatidae. Den er det eneste nulevende medlem. På engelsk hedder den Magpie Goose eller Pied Goose, og begge navne skyldes den sort-hvide fjerdragt, der minder om en husskades.

Artsnavnet semipalmata betyder “halvt svømmefødder”. Svømmehuden mellem tæerne er kun svagt udviklet, og de lange tæer passer til en fugl, der går meget i lavt vand og på blød jord, og som gerne sætter sig oppe i træerne. Det forklarer også, hvorfor fødderne er det første sted, vinteren giver problemer her i Norden. Det vender vi tilbage til.

Udbredelse og levested i naturen

Skadegåsen findes kun i Australien og på Ny Guinea. I Australien lever den fra Fitzroy River i det nordlige Western Australia, hen over hele nordkysten og ned langs Queenslands kyst til omkring grænsen til New South Wales. Længere mod syd optræder spredte strejfere og små bestande. Hvor den forekommer, kan den være talrig, men den er uforudsigelig, fordi den bruger forskellige levesteder til yngel, fødesøgning og overnatning i løbet af året.

Livet foregår i lavvandede vådområder med permanent eller midlertidigt vand: tætte bevoksninger af siv og star, oversvømmede sletter på sort lerjord og våde græsarealer. Fuglene er selskabelige og nomadiske. I nord kan flokkene nå op på 80.000 fugle, mens 30–200 fugle er mere almindeligt længere mod syd. Strejfere søger ofte til store vandreservoirer på landbrug og græsklædte sumpe, og skove af tea-tree (Melaleuca) med dybere vand bruges som overnatningssted og som tilflugt i tørtiden.

Timingen er afgørende i naturen. Ynglen følger monsunregnen. Bruger fuglene regntidens vådområder for tidligt, kan reden blive oversvømmet. Kommer de for sent, kan området tørre ud, før ungerne kan flyve, og så står de udsat for rovdyr og med for lidt føde. Der er ingen anerkendte underarter, og det giver mening for en art, der flytter så meget rundt.

Status

Skadegåsen er vurderet som livskraftig (Least Concern) på IUCN’s rødliste. I fangenskab i Australien er den en populær art, både i de sydlige og nordlige delstater, fordi udseendet og adfærden er så usædvanlige. Uden for Australien er den langt sjældnere.

Størrelse, udseende og levetid

Længde 75–92 cm
Vægt Han 1,8–3,2 kg. Hun 1,45–2,7 kg.
Fjerdragt Hoved, hals, øverste del af brystet, vinger, ryg, gump og lår er sorte. Resten er hvidt.
Hoved Bar ansigtshud i mat rød til lyserød med uregelmæssige sorte pletter. En knoglet knop øverst på hovedet. Brune øjne.
Næb Mellemgråt, kraftigt og kroget. Bruges til at grave med.
Ben og fødder Orangegule med sorte negle. Kun svag svømmehud.
Levetid Mange fugle yngler stadig efter 25 år. Den ældste registrerede blev 28 år (San Diego Zoo).

Sådan kender du hannen fra hunnen

Han og hun ligner hinanden meget i fjerdragten, indtil de er omkring tre år. Det sikreste kendetegn hos fugle på samme alder er knoppen i panden. Hannen udvikler en tydelig, knoglet knop, mens hunnens forbliver mindre. Forskellen kan ses fra omkring seks måneders alder, og den er tydeligst hos fugle over tre år.

Målt fra øjets forreste hjørne til toppen af knoppen er hannens i gennemsnit cirka 40 mm og hunnens cirka 26 mm. Hannens knop er altså omkring to tredjedele større. Målet er mest brugbart, når du sammenligner fugle af samme alder.

Hannen har desuden et usædvanligt langt luftrør. Det løber under huden ned over venstre side af brystet, helt ned i højde med kloakken, og vender tilbage i en sløjfe. I alt er det omkring 150 cm langt, og det kan mærkes under fjerene. Det ekstra lange luftrør giver hannen et dybere og kraftigere skrig end hunnen.

  • Fra cirka 12 uger: Unge hanner kan ofte høres på en lidt anden stemme.
  • Fra 16–18 uger: Hannerne er som regel større og optræder mere dominerende.
  • Kloakkønsbestemmelse: Den er svær hos arten i alle aldre og er ikke en sikker metode.

Hvorfor så mange fugle bliver så gamle

Der findes mange eksempler på skadegæs, der yngler efter 25-årsalderen. Faglitteraturen forklarer det blandt andet med, at arten har været svær at skaffe uden for Australien, så man har forsøgt at avle på hver eneste fugl. For dig som holder betyder det, at en skadegås er en beslutning for mange år. Du skal regne med, at fuglene kan blive ældre end mange hunde og katte.

Adfærd og sociale behov

Skadegæs er flokfugle. I naturen lever de i alt fra små grupper til enorme flokke, og i fangenskab trives de bedst sammen med artsfæller. Parforholdet er tæt, og fuglene plejer hinandens fjer, kalder sammen og forsvarer reden i fællesskab.

Den mest berømte egenskab er dog en anden: skadegåsen er ødelæggende. Den river planter op for at bygge, for at æde, for at lege og tilsyneladende også bare for at gøre det. Jeg synes, det er vigtigt at sige ærligt, for det er den egenskab, der afgør, om arten passer til dit anlæg.

Andre træk, der er værd at kende:

  • Den sætter sig højt. Vilde skadegæs sidder i træer om dagen og overnatter oppe. Det skal indretningen tage højde for.
  • Den graver. Med det krogede næb laver den lodrette huller i blød jord efter rødder og jordstængler.
  • Den er aktiv i ydertimerne. Vilde fugle søger mest føde ved daggry og i skumringen.
  • Den er stedfast. I naturen holder den sig typisk til sit område.
  • Den er olieret frem for velplejet. Britiske vandfuglefolk beskriver, at fjerdragten har meget lidt dun og holdes vandafvisende med olie fra gumpkirtlen frem for med tæt pleje. Det gør fuglen mere udsat i kulde og fugt.

Krav til indhegning og voliere

Plads: jo større, jo bedre

Skadegåsen er hårdfør og tåler fangenskab godt. Men fordi den er så hårdhændet ved omgivelserne, anbefaler faglitteraturen, at et par eller en trio helst har 600–1.000 m² græsareal. Tallet kommer fra australske forhold, men logikken gælder også her: jo mere areal, jo mere fordeles slid, gravning og plukning.

Når man planlægger et anlæg, er det fristende at tænke på, hvordan det skal se ud. Med skadegæs synes jeg, vi skal begynde med, hvordan fuglene kommer til at bruge det, for de vil bruge det hele og hårdt.

Flyvning: overdækket voliere eller indhegning

Skadegæs er stærke flyvere og holdes i en overdækket voliere eller indhegning. Det giver dem mulighed for at flyve og sidde højt, som de gør i naturen. En overdækning beskytter desuden mod ræv og rovfugle og holder vilde fugle ude.

Hvad volieren skal kunne tåle

  • Højde: Nok til at fuglene kan flyve op og sidde højt. Siddepladserne skal være kraftige og stabile, for en voksen han vejer op til 3,2 kg.
  • Bund: Græs, jord og mudder, der tåler gravning. Planlæg efter, at nogle områder bliver ødelagt og skal kunne hvile.
  • Net og rammer: Store fugle, der flyver, kræver solide rammer og et net, der er spændt ordentligt op. Vælg net efter fuglene og efter, hvilke rovdyr og skadedyr der skal holdes ude.
  • Læ: Et trækfrit vinterhus, hvor fuglene kan gå i læ. Det beskriver vi under sæsonpasning.

Vi bygger alle volierer på bestilling på værkstedet i Mejlby, og til så store anlæg er vores byg-selv-voliere med rammer i galvaniseret rundjern eller aluminium og volierenet i hele ruller ofte et godt udgangspunkt.

Indretning: planter, vand og siddepladser

Beplantning

Jeg har selv holdt skadegæs, og jeg har ikke kunnet holde planter i live ved mine gæs. De river op, graver og æder, så man skal regne med, at beplantningen i indhegningen bliver ædt eller gravet op. Det er den ærligste måde at planlægge anlægget på: begynd med, at planterne ikke holder, og glæd dig, hvis noget alligevel står imod.

Lavt vand at grave i

Lykkes det at få en beplantet indhegning til at fungere, sætter skadegæs stor pris på et område med lavt vand, cirka 20 cm dybt, hvor de kan stå og grave. Gravningen er en naturlig del af fødesøgningen, men et ensformigt foder får dem til at grave endnu mere.

Fuglene vælger som regel et stykke blødt mudder tæt ved vand. Om det bliver ved vandskålen eller ved bredden af dammen, afhænger af, hvad du tilbyder. Hullerne går lodret ned, de er omkring 10 cm i diameter og så dybe, at hele hoved og hals forsvinder. Faglitteraturen bemærker tørt, at de gerne bliver gravet præcis der, hvor passeren falder over dem. Placer derfor graveområdet, så det ligger væk fra dine faste gangstier.

Høje græsser og siv

Tætte bevoksninger af lodrette græsser eller siv er vigtige for fuglenes adfærd og bruges til platforme og reder. De er dog ikke en forudsætning for, at fuglene yngler.

Siddepladser over jorden

Giv fuglene mulighed for at sidde højt både om dagen og om natten. Kraftige grene, bjælker eller hylder i læskuret gør det muligt for dem at overnatte over jorden. Det er naturlig adfærd for arten, og det skåner fødderne mod kulde og fugt om vinteren.

Fodring

Sådan æder skadegåsen i naturen

Vilde skadegæs tilpasser fødesøgningen til de omgivelser, de er i. Den vigtigste føde er frø, stængler og jordstængler fra græsser, vild ris (Oryza), siv, åkander (Nymphaea) og andre vand- og sumpplanter.

  • Plukning: Fuglen river frø og skud af stående planter og bruger fødderne til at bøje stænglerne ned, så den kan nå.
  • Gründling: Den søger også føde i vandet som en and, med hovedet under og halen i vejret.
  • Gravning: Jordstængler graver den op med det krogede næb.

Fodring i fangenskab

Skadegæs er nemme at gøre tilfredse, når det gælder foder. De tager næsten alle former for korn, smuldfoder og piller. Et pillefoder til vandfugle suppleret med korn er et godt grundlag. I San Diego Zoo bruger man ifølge zooens artsbeskrivelse vandfuglepiller, hirse, salat og insekter som melorme og fårekyllinger.

  • Foder ved vand: Skadegæs æder helst tæt ved vand. Sæt en lille vandskål ved foderet, så de ikke sviner kanten af dammen til med spildt foder.
  • Grønt hver dag: Grønt foder er meget populært og bør gives dagligt. Har du ikke naturlig græsning, bliver alle slags vandplanter taget godt imod, og det kan skåne beplantningen en smule.
  • Foder over jorden: Britiske vandfuglecentre fodrer skadegæs fra foderautomater eller trug om vinteren, så fuglene ikke skal stå i vand for at æde, og så kornet holdes væk fra skadedyr og vilde fugle.

Der er stor forskel på, hvad en fugl overlever på, og hvad den faktisk trives med. Skadegæs overlever fint på korn og piller, men grønt og noget at grave efter er det, der gør dem til skadegæs.

Foder til ungerne

Unger, der går med forældrene, æder det, forældrene byder dem. Håndopdrættede unger fodres ifølge den australske faglitteratur med kyllingestartfoder blandet med rigelige mængder finthakket grønt og små vandplanter som andemad (Lemna) og andematbregne (Azolla). Får ungerne ikke grønt nok, kan det føre til unormal vækst og skeletfejl som englevinge og perosis.

Kyllingestartfoder er proteinrigt og beregnet til hurtigtvoksende kyllinger. Grøntet er derfor ikke pynt, men en vigtig del af at bremse væksten til et sundt tempo. Mange vandfugleopdrættere bruger i stedet et startfoder beregnet til vandfugle.

Yngel og opdræt

Ynglesæson

I naturen sættes ynglen i gang af monsunregnen i regntiden. I det nordlige Australien yngler skadegæs fra februar til juni, og de fleste reder findes fra marts til maj. Sydlige bestande yngler fra august til oktober. I fangenskab i Australien yngler fuglene typisk fra september til marts, altså det australske forår og sommer.

På den nordlige halvkugle er sæsonen forskudt. Ifølge en hollandsk vandfuglekilde kan skadegæs i Europa lægge æg fra april til september. Rede og æglægning ser ud til at blive stimuleret af lange perioder med kraftig regn. Fjernes æggene, kan hunnerne lægge igen, op til fire kuld i en sæson.

Pardannelse og kurtise

Fuglene kan danne par allerede som 12 måneder gamle, men de yngler sjældent med held før deres tredje år. Parforholdet regnes for livslangt. Den hollandske kilde nævner, at det kan tage år, før voksne fugle accepterer hinanden, så tålmodighed er en del af arbejdet.

Kurtisen begynder med, at hannen står over den siddende hun og kalder. Senere står begge fugle og kalder højlydt med sænket, strakt hals og langsomme nik med hovedet. Gensidig fjerpleje er almindelig og styrker parbåndet, og hannen kan også tilbyde hunnen foder. Parringen foregår som regel på eller tæt ved redepladsen.

Polygami og trioer

Skadegæs virker som trofaste par, men mister en fugl sin mage, finder den hurtigt en ny. Hannerne kan desuden være polygame, og trioer med én han og to hunner er ret almindelige. Det er ikke usædvanligt, at hunnerne er i familie, for eksempel søstre eller mor og datter, og ofte er den ene hun meget ældre end den anden.

Faglitteraturen foreslår derfor, at man starter en ynglegruppe med unge hanner, der hver får to hunner, gerne i familie med hinanden, og at jo yngre fuglene er, jo bedre. Den hollandske kilde giver samme råd: en ung han og to hunner, gerne søstre.

I store vandfuglesamlinger inden for artens naturlige udbredelse sker det, at vilde hanner flyver ind og “stjæler” hunner. Det går som regel ud over de faste hanner, der er mindre dominerende. Det er ikke et problem i Danmark, men det siger noget om, hvor stor en rolle rang og dominans spiller hos arten.

Reden bygges i to trin

Redebygningen er noget af det mest særprægede ved skadegåsen, og begge køn deltager. I naturen ligger de fleste reder i bevoksninger af sumpstrå (Eleocharis) med 25 cm til 1 meter vand. Planterne er over 1,2 meter høje og står tæt, med 1.000–1.600 lodrette stængler pr. kvadratmeter.

Trin 1: Platformene. Den første teknik kaldes platformbygning. Den kan foregå på alle tider af året og udføres af begge køn, men det er primært hannen, der tager initiativet. Fuglene bøjer voksende skud ned med næb, fod eller hals og træder dem sammen til en platform. Selv unger på fire til fem dage øver sig på bevægelserne. Fuglene bygger ofte mange platforme, før de vælger en redeplads, og platformene bruges også som soveplads i sumpen.

Trin 2: Selve reden. Når redepladsen er valgt, brækker eller river fuglene skud af og lægger dem oven på platformen, så der dannes en høj, skålformet rede. Æggene lægges som regel, mens reden stadig indeholder friske, grønne siv.

I fangenskab foretrækker skadegæs at bygge i tæt, sumpet græs ligesom i naturen. De accepterer også kunstige redepladser, hvis der ikke er andet. Vil du give dem de bedste betingelser, så sørg for en tæt bevoksning af høje græsser eller siv og frisk, grønt plantemateriale i yngletiden, og regn med, at de går hårdt til det.

Æg og rugning

  • Lægning: Vilde fugle lægger et æg om dagen. I fangenskab er der ofte to til tre dage mellem æggene.
  • Trioer: Lægger to hunner i samme rede, kommer der ét æg den første dag og derefter to om dagen, indtil kuldet er fuldt.
  • Kuldstørrelse i naturen: Kuld fra én hun er i gennemsnit på 7–9 æg. Lægger to hunner i samme rede, bliver det kun til 8–10 æg. Antallet ser altså ud til at være begrænset af pladsen i reden snarere end af, hvor mange æg hunnerne kan lægge.
  • Kuldstørrelse i fangenskab: Typisk 4–9 æg.
  • Æggene: Ovale og lyst cremehvide, i gennemsnit 72 × 53 mm. De bliver hurtigt farvet af plantematerialet i reden.
  • Rugning: Begge køn ruger. Hunnen eller hunnerne ruger om dagen og hannen om natten. I varmt vejr skærmer den rugende fugl æggene og giver skygge i stedet for at varme dem.
  • Rugetid: 24–26 dage i naturen. Hos fugle i fangenskab i køligere egne af Australien er der registreret 24–30 dage.

Frugtbarheden og klækningsprocenten er som regel over 80 %.

Når ungerne er klækket

Her gør skadegåsen noget, der er bemærkelsesværdigt for en vandfugl: forældrene fodrer ungerne. De samler føde i overfladen eller gründler efter den og rækker den direkte til ungernes næb, når de tigger. Det fortsætter, til ungerne er omkring fire måneder gamle.

Familien vender aldrig tilbage til den oprindelige rede. I stedet holdes ungerne tørre i sovereder, som forældrene bygger hver dag. Forældrene forsvarer ungerne voldsomt mod andre par og mod rovdyr.

Ungerne er til gengæld ekstremt konkurrencelystne fra det øjeblik, de klækkes, og de slås indbyrdes om de bedste pladser. Det kan betyde, at nogle unger bliver svage og dør, fordi de ikke får adgang til forældrenes varme og føde. Hold derfor godt øje med kuldet de første uger.

Ungernes udvikling uge for uge

Nyklækkede unger har rødbrun isse, lyserødbrun pande og en lys, rosa-beige hals. Halsroden er brungrå, og skuldre, ryg, gump og hale er mørkebrune. Undersiden er hvid. Næb og ben har matte, vinrøde pletter de første dage.

Alder Hvad sker der
3–5 dage De vinrøde pletter på næb og ben falmer til gult.
4–5 dage Ungerne begynder at øve platformbygning.
14 dage Næb og ben er blevet grå.
4–5 uger Dunene begynder at blive afløst af sorte fjer.
7 uger Ungerne ligner mindre udgaver af forældrene, men med sort ansigt og næb og lysegrå ben.
9 uger Benene begynder at skifte til orange.
11–12 uger Ungerne kan flyve og er selvstændige.
Cirka 12 uger Unge hanner kan ofte høres på stemmen.
12–13 uger Benene har fået den voksne farve.
16–18 uger Hannerne er som regel større og mere dominerende.
Cirka 4 måneder Forældrene holder op med at fodre ungerne.
Fra cirka 6 måneder Forskellen i knoppens størrelse begynder at kunne ses.

Kunstig rugning, håndopdræt og prægning

Æggene kan klækkes i rugemaskine eller under dværghøns med godt resultat. Ungerne kan også tages til håndopdræt, men de præges meget hurtigt på mennesker. Som små er de søde, men de udvikler sig ofte til meget usociale voksne fugle, som andre skadegæs ikke tager godt imod.

Vil du håndopdrætte, så opdræt ungerne i grupper eller sammen med unger af andre arter, og hold menneskekontakten på et absolut minimum. Når forældrene selv kan klare opdrættet, er det næsten altid den bedste løsning for en art, der er så social og så afhængig af at lære af de voksne.

Mutationer og hybrider

Der kendes ingen farvemutationer hos skadegæs i fangenskab, men der er set albinoer i naturen. Der kendes heller ingen hybrider, hvilket ikke er overraskende for en art uden nære slægtninge.

Sæsonpasning gennem året

Skadegåsen kommer fra et tropisk og subtropisk klima. Det mærkes mest om vinteren, men året igennem er der ting, du skal være opmærksom på i et dansk klima.

Årstid Fokus
Forår Klargør yngleområdet med tæt græs eller siv og frisk plantemateriale. Hold øje med begyndende platformbygning.
Sommer Yngle- og opdrætstid. Masser af grønt. Skift vandet i det lave graveområde ofte, da stillestående, varmt vand er en risiko. Hold øje med ungernes indbyrdes rangkampe.
Efterår Æglægning kan fortsætte ind i september. Gør læskuret klar, skaf tør, støvfri halm, og sørg for siddepladser over jorden. Vurder, om ungfuglene skal blive i flokken.
Vinter Trækfrit, frostfrit vinterhus med tyk halmbund, hvor fuglene kan gå i læ. Fodr fra automat eller trug, så fuglene ikke står i vand. Skift halm jævnligt, og tjek fødderne.

Vinterhold i Norden

Jeg har selv holdt skadegæs, og de skal have et trækfrit vinterhus, hvor de kan gå i læ. Skadegåsens ben og fødder har næsten ingen isolering, og fjerdragten har kun lidt dun. Europæiske vandfuglekilder beskriver, at arten kan få forfrysninger i hård frost og i værste fald miste tæer. På britiske vandfuglecentre er det ikke usædvanligt at se ældre skadegæs, der mangler en negl eller to.

Hos den britiske vandfugleorganisation WWT i Arundel har man bygget læskure til skadegæs med tre vægge, tag, trægulv og et lag halm. Før kolde nætter lægges der ekstra halm i, og halmen skiftes hver uge. På centret i Slimbridge får skadegæssene store mængder halm, før frosten sætter ind, og de fodres fra trug, så de ikke behøver stå i vandet for at æde.

Ud fra de erfaringer, og ud fra det jeg selv har holdt, anbefaler vi:

  1. Et trækfrit, frostfrit vinterhus med et tykt lag tør halm, hvor fuglene kan gå i læ og overnatte. Den hollandske kilde nævner også en vejrbeskyttet varmelampe over en bunke tør halm som en mulighed i de koldeste perioder.
  2. Siddepladser over jorden, så fuglene ikke sidder på frossen eller våd jord om natten. Fugle, der kan sidde oppe, er mindre udsatte for forfrysninger.
  3. Foder fra automat eller trug, så fuglene ikke skal stå i iskoldt vand for at æde.
  4. Tør halm, der skiftes jævnligt. Fugtig eller muggen halm giver risiko for skimmelsvamp i luftvejene.
  5. Daglig kontrol af fødderne i frostperioder.

Ved oversvømmelser om vinteren lægger man i Arundel træpaller ud, så fuglene altid kan komme op af vandet og pudse fjerene. Det er et enkelt trick, der også kan bruges i en dansk indhegning med vådområde.

Sundhed og sygdomme

Skadegæs er hårdføre, når de har plads, tørt underlag og et varieret foder. De fleste problemer hænger sammen med for mange fugle på for lidt plads, fugtigt underlag og kulde på fødderne. Her er de forhold, der er særligt relevante for arten.

Englevinge (angel wing) og perosis

Ved englevinge vrider det yderste led af vingen sig udad, så svingfjerene stritter ud fra kroppen. Perosis er en skeletfejl i benene, hvor senen ved haseleddet glider ud af sit leje. Begge dele hører til væksttiden. Den australske faglitteratur nævner for lidt grønt hos håndopdrættede unger som årsag, og veterinær litteratur peger især på foder med for meget protein og energi. Giv derfor rigeligt grønt, undgå at overfodre unger med proteinrigt foder, og giv dem plads til at bevæge sig. Opdages englevinge tidligt, kan vingen bindes ind i sin naturlige stilling i nogle dage, mens foderet rettes. Hos udvoksede fugle er skaden blivende.

Forfrysninger

Skadegåsens ben og fødder har næsten ingen isolering, så arten er udsat for forfrysninger i hård frost, især hvis fødderne er fugtige, eller fuglene overnatter på frossen jord. Tegnene er hævede, misfarvede eller kolde tæer og halten. Det forebygges med et trækfrit, frostfrit vinterhus med tyk halmbund, siddepladser over jorden og foder fra trug, så fuglene ikke står i vand. Får en fugl kolde fødder, skal den ind i tør varme, og fødderne skal varme op langsomt.

Trædepudebetændelse

Trædepudebetændelse (bumblefoot) er en infektion i fodsålen, der viser sig som en hævelse eller en hård, mørk skorpe. Risikoen stiger på hårde, ru eller konstant våde underlag og i beskidt halm. Hold sovepladserne rene og tørre, og giv bløde underlag som græs, sand og muld. Små sår kan renses, og foden kan trække i et lunkent saltvandsbad. En egentlig betændelse skal behandles hos dyrlægen.

Skimmelsvamp fra halm (aspergillose)

Aspergillose er en svampeinfektion i luftvejene fra sporer i fugtig, muggen halm. Tegnene er åndenød, gispen, sløvhed og afmagring. Brug kun tør, støvfri og muggefri halm, skift den jævnligt, og sørg for frisk luft i vinterhuset uden træk. Sygdommen er svær at behandle, når den først er brudt ud, så forebyggelsen er afgørende.

Botulisme i lavt, varmt vand

Botulisme er en forgiftning med et toksin fra bakterien Clostridium botulinum. Den giver lammelser, der starter i benene. Risikoen opstår i varmt, stillestående og iltfattigt vand med rådnende plantemateriale eller døde dyr – netop den slags lavt graveområde, skadegæs holder af, i en varm sommer. Skift eller rens vandet ofte, og fjern døde dyr og rådne planter hurtigt. Fugle med lette tegn kan komme sig på et roligt, skyggefuldt sted med rent drikkevand, men tilstanden kan udvikle sig hurtigt.

Er skadegåsen noget for dig?

Den australske faglitteratur konkluderer, at skadegåsens ødelæggende natur gør den uegnet til mindre samlinger, men at der kan findes kompromiser. Det er en god opsummering. Overvej især:

  • Plads: Kan du give et par eller en trio et stort græsareal, som må blive slidt?
  • Beplantning: Kan du leve med, at beplantningen bliver ædt eller gravet op?
  • Flyvning: Har du en overdækket voliere eller indhegning til disse stærke flyvere?
  • Vinter: Kan du give dem et trækfrit vinterhus med siddepladser og tør halm, hvor de kan gå i læ?
  • Tid: Er du klar til fugle, der kan blive 25 år eller ældre?

Kan du svare ja, får du en fugl, som kun få har i Danmark, og som giver dig noget at se på hele året.

Ofte stillede spørgsmål

Kan man holde en enkelt skadegås?

Det frarådes. Skadegåsen er en flokfugl, der lever i par, trioer og flokke, og meget af dens adfærd foregår sammen med artsfæller. Enlige fugle, især håndopdrættede, knytter sig let til mennesker og har svært ved at blive accepteret af andre skadegæs senere. Start med mindst et par eller en trio.

Kan skadegæs gå sammen med andre vandfugle?

I store anlæg holdes skadegæs ofte i blandede vandfuglesamlinger. På de britiske WWT-centre indgår skadegæs i samlingen, der også rummer mange andre andefugle, men det er ikke dokumenteret, at de går i samme anlæg som de øvrige arter. Blanding kræver under alle omstændigheder god plads. I yngletiden forsvarer forældrene ungerne voldsomt mod andre fugle, så mindre arter og andre ynglende par kan blive presset. Hold øje med flokken, især fra æglægning til ungerne er selvstændige.

Larmer skadegæs meget?

De er ikke tavse fugle. Hannens lange luftrør giver et dybt og kraftigt skrig, og under kurtisen står parret og kalder højlydt sammen. Bor du tæt på naboer, er det værd at tænke over placeringen af anlægget.

Afrunding

Skadegåsen er en hårdfør og nem fugl at fodre, og den er en af de mest særprægede vandfugle, man kan holde: en art i sin egen familie, med platformbyggeri, trioer og forældre, der fodrer ungerne fra næb til næb. Til gengæld stiller den store krav til plads, en beplantning man kan tåle at miste, lavt vand at grave i, en overdækket voliere eller indhegning og et trækfrit vinterhus om vinteren.

Mit bedste råd er at planlægge anlægget ud fra fuglenes behov fra starten, frem for at tilpasse fuglene til et anlæg, der allerede står. Overvejer du skadegæs og er i tvivl om voliere, net eller vinterlæ, så ring til mig, så finder vi en løsning sammen. /Jonas

Læs videre

0
0
Kurv
Kurven er tomRetur til shoppen
/*************************************************/ /*** Collapse the mobile menu - WPress Doctor ****/ /*************************************************/ }) })