Det kan være svært at se det for sig, men den lille, grønliggule og stribede fugl, der lever på De Kanariske Øer, er stamfaderen til alle de tamme kanariefugle i verden – de gule, røde, krøllede og sangkanarierne. Den vilde kanariefugl er beskeden af udseende, men den er en levende del af fugleholdets historie. Den er også mere nervøs og krævende end sine tamme efterkommere. I denne vejledning ser vi på, hvor den kommer fra, hvordan den adskiller sig fra tamme kanarier, og hvad den har brug for i voliere, foder og yngel.
Kort fortalt
- Art: Vild kanariefugl, også kaldet atlantisk kanariefugl (Serinus canaria, ofte skrevet Serinus canarius).
- Oprindelse: De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne.
- Størrelse: Ca. 12–13,5 cm og i gennemsnit omkring 15 g.
- Kendetegn: Grøngul med mørke striber på oversiden; hannen er mere gul i ansigt og på bryst end hunnen.
- Temperament: Nervøs og forsigtig – trives bedst i en rolig, beplantet voliere med mange skjul.
- Foder: Græs- og ukrudtsfrø, kanariefrø og hirse, rigeligt grønt og lidt insektfoder i yngletiden.
- Særlige hensyn: Lunt og frostfrit om vinteren. Holdes adskilt fra tamme kanarier for at bevare den vilde form.
Navn og historie
Den vilde kanariefugl hører til finkefamilien Fringillidae og er nært beslægtet med den europæiske gulirisk (Serinus serinus). Det videnskabelige navn skrives i dag oftest Serinus canaria, men den ældre stavemåde Serinus canarius ses stadig i fugleholderlitteraturen.
Spanske søfolk og handlende tog fuglen med til Europa allerede i 1400- og 1500-tallet, og gennem århundreders avl er den tamme kanariefugl opstået med sine mange farver, former og sangtyper. Den tamme kanariefugl er altså den samme art som den vilde, og de to kan få frugtbare unger sammen. Netop derfor er det vigtigt at holde vilde kanarier adskilt fra tamme, hvis man vil bevare den oprindelige form.
Udbredelse og levested
Arten findes kun på de tre atlantiske øgrupper: De Kanariske Øer (talrigst på Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro), Madeira med Porto Santo og alle Azorernes øer. Den er standfugl og flytter højst lidt ned ad bjergsiderne om vinteren. Bestanden anslås til i alt omkring 115.000–155.000 par.
Levestedet er halvåbent land med buske og små træer: frugtplantager, krat, gamle terrasser, haver, parker og kanterne af fyrre- og laurbærskov. Den findes fra havniveau og op i bjergene. Klimaet er mildt og havpræget hele året, uden de store temperaturudsving og den langvarige frost, vi kender fra Danmark.
Udseende
Hannen har et grøngult hoved og underside med et mere rent gult ansigt, pande og øjenstribe. Oversiden er grågrøn med mørke striber, gumpen er mat gul, og den nederste del af bugen er hvidlig med mørke striber på siderne. Vinger og hale er mørke med gulgrønne fjerkanter. Hunnen ligner hannen, men er mere mat, med gråligt hoved og bryst og mindre gult på undersiden. Unge fugle er brunlige og kraftigt stribede.
Den vilde kanariefugl ligner en gulirisk, men er lidt større, mere grå og brun i tonen og har mindre kontrast i dragten.
| Egenskab | Vild kanariefugl |
|---|---|
| Længde | Ca. 12–13,5 cm |
| Vægt | Gennemsnitligt omkring 15 g |
| Kønsforskel | Hannen er mere gul i ansigt og på bryst; hunnen mere grå |
| Rede | Skålrede af kviste, græs og mos, foret med hår og fjer, 1–6 m oppe i et træ eller en busk |
| Kuldstørrelse | Typisk 3–4 æg, af og til 5 |
| Rugetid | Ca. 13–14 dage |
| Ungerne forlader reden | Efter ca. 14–21 dage, oftest 15–17 dage |
| Kuld pr. sæson | 2–3 i naturen |
Adfærd og sociale behov
I naturen er den vilde kanariefugl selskabelig. Den søger føde i flokke på jorden og i lav vegetation, og parrene yngler ofte tæt på hinanden, hvor hvert par forsvarer et lille område omkring reden. Hannens sang er en sølvklar kvidren, der minder om den tamme kanaries, men er mindre kraftig og mere varieret i tonen.
I fangenskab er den langt mere nervøs end tamme kanarier. Den reagerer på bevægelser, mennesker tæt på volieren og pludselige lyde. Derfor trives den bedst i en lille, rolig voliere for sig selv med mange muligheder for at gemme sig. Den kan holdes parvis eller i en lille gruppe, men i yngletiden bør hvert par have plads nok til at holde afstand.
Voliere og anlæg
- En rolig placering uden meget trafik tæt på volieren.
- Beplantning og afskærmning: tætte buske, grene og gerne en lukket bagvæg, så fuglene kan trække sig væk fra beskueren.
- Flyveplads i midten og siddepinde af naturgrene i hver ende.
- Lunt og frostfrit læ: arten kommer fra et mildt klima og skal i den danske vinter holdes indendørs eller i et lunt, frostfrit fuglehus.
- Badeskål med frisk vand. Fuglene bader gerne.
- Myggenet eller tæt net i sommerhalvåret kan mindske risikoen for kanariekopper, som overføres med myg (se nedenfor).
Alle bure og volierer fra os laves til ordre på værkstedet i Mejlby ved Spentrup, med rammer i galvaniseret rundjern eller aluminium. Til små, nervøse fugle kan en voliere med lukkede sider eller en afskærmet bagvæg gøre en stor forskel for trygheden.
Tilvænning
Vilde kanariefugle er sjældne i fuglehold, og nye fugle er sarte og kræver en rolig og omhyggelig tilvænning. Hold dem i et roligt rum i begyndelsen, med det foder de kender, og indfør nyt foder gradvist. Den ældre fugleholderlitteratur nævner, at et par ofte skal have mindst et år i fred i nye omgivelser, før det for alvor begynder at yngle.
Fodring
I naturen lever den vilde kanariefugl af frø fra ukrudt og græsser, af figner og andre plantedele og af små insekter. Den søger føde på jorden og ved frøsatte urter langs stier og vejkanter. Det er værd at bemærke, at den ældre litteratur advarer mod at fodre vilde kanarier med en almindelig kanarieblanding til tamme fugle, som ofte er fed og ensidig. Vi anbefaler i stedet en kost, der ligger tættere på den naturlige.
| Fodertype | Eksempler | Hvornår |
|---|---|---|
| Grundfoder | Kanariefrø, forskellige hirsesorter og en blanding af græs- og ukrudtsfrø | Hele året |
| Grønt fra naturen | Fuglegræs, mælkebøtte, frøsat græs, vejbred, brandbæger | Frisk dagligt; kun usprøjtet |
| Spirede og halvmodne frø | Spirede frø, halvmodne aks og frøstande | Særligt i yngletiden |
| Protein | Fint insektfoder eller æggefoder, små insekter | Små mængder i yngletiden og fældningen |
| Frugt | Lidt æble, figen | Som supplement |
| Mineraler | Grit, knuste strandskaller, sepiaskal | Altid til rådighed |
Yngel og opdræt
Det er ikke let at få vilde kanariefugle til at yngle i fangenskab, og ro er det vigtigste. Giv parret en eller to redekurve eller halvåbne redekasser placeret højt og godt skjult i beplantningen, og rigeligt redemateriale som tørt græs, fine rødder, mos, dyrehår og fjer. Parret skal forstyrres så lidt som muligt.
Hunnen lægger typisk 3–4 blågrønne, plettede æg og ruger i ca. 13–14 dage. Ungerne forlader reden efter ca. to–tre uger. Mens ungerne fodres op, skal forældrene have spirede frø, ekstra grønt og små portioner fint insekt- eller æggefoder. I naturen får parrene 2–3 kuld om året, men i fangenskab bør man begrænse antallet, så hunnen ikke udmattes.
Pasning gennem året
- Forår: Yngletiden begynder. Rigeligt grønt, spirede frø og redemateriale.
- Sommer: Skygge, badevand og beskyttelse mod myg. Fjern spiret foder hurtigt i varmen.
- Efterår: Fældning; ekstra protein og ro.
- Vinter: Indendørs eller i et lunt, frostfrit fuglehus. Lys kan forlænge den korte fødesøgningstid.
Sundhed og sygdomme
Den vilde kanariefugl er samme art som den tamme kanariefugl, og derfor er de sygdomme, man kender fra kanariehold, også relevante her.
Kanariekopper (fuglekopper)
Kanariekopper skyldes et poxvirus og er en af de alvorligste sygdomme hos kanariefugle. Smitten overføres især med myg og andre stikkende insekter og derfor mest i sensommeren og efteråret, men kan også spredes ved direkte kontakt. Sygdommen ses som vorteagtige knuder på næb, øjne og ben eller som en form, der rammer luftvejene og ofte er dødelig. Der findes ingen helbredende behandling. Traditionelt forebygges den med myggenet over volieren, ingen stillestående vand i nærheden og karantæne af nye fugle. Der findes vaccine, og vi anbefaler at tale med en dyrlæge med erfaring i fugle om den, hvis man har mange kanarier.
Luftsækmider
Luftsækmiden Sternostoma tracheacolum rammer kanarier og prachtfinker. Fuglen får en hvæsende eller klikkende vejrtrækning, gaber og mister i svære tilfælde stemmen – for en sangfugl er det ofte det første tegn. Smitten går fra fugl til fugl, særligt når forældre fodrer unger. Karantæne, rene vandskåle og god ventilation er den bedste forebyggelse. Behandling kræver et middel mod mider fra dyrlægen.
Skælben (kalkben)
Skælben skyldes mider (Knemidokoptes), der graver sig ind under skællene på benene, så de bliver tykke, skorpede og hvidlige. En gammel husråd-metode er at smøre benene med olie, fx paraffinolie eller vaseline, så miderne kvæles, og det bruges stadig af mange holdere. Det kan hjælpe i lette tilfælde, men et egentligt middel mod mider fra dyrlægen er mere sikkert, og alle fugle i volieren bør behandles.
Atoxoplasmose hos unge fugle
Atoxoplasmose er en parasitsygdom, som især er kendt hos unge kanariefugle. Ungerne bliver oppustede og sløve, kan få en synlig forstørret lever gennem bugskindet og dør ofte pludseligt, typisk i de første måneder. Smitten spredes gennem afføring fra voksne fugle, der ikke selv er syge. God hygiejne, tør bund, rene foder- og vandskåle og at undgå overbelægning er den bedste forebyggelse. Ved tab af unger bør man få stillet en diagnose hos dyrlægen, så de rigtige fugle kan behandles.
Ofte stillede spørgsmål
Er den vilde kanariefugl den samme art som den tamme?
Ja. Den tamme kanariefugl er avlet ud fra den vilde, og de to kan få frugtbare unger sammen. Hold dem adskilt, hvis den vilde form skal bevares.
Kan vilde kanariefugle være udendørs om vinteren?
Nej, ikke i den danske vinter. Arten kommer fra et mildt klima og skal om vinteren holdes indendørs eller i et lunt, frostfrit fuglehus.
Synger den vilde kanariefugl lige så godt som en tam?
Den synger smukt, men mindre kraftigt end avlede sangkanarier. Sangen er en sølvklar, varieret kvidren.
Hvordan ser man forskel på han og hun?
Hannen er mere gul i ansigtet, på panden og på brystet. Hunnen er mere grå på hoved og bryst og har mindre gult.
Afrunding
Den vilde kanariefugl er en fugl for den tålmodige holder, der sætter pris på historien og den oprindelige form frem for farver. Den kræver ro, skjul, et mildt vinterophold, en naturnær frøkost med rigeligt grønt og omhu i yngletiden. Til gengæld får man en levende del af fugleholdets historie i sin voliere.



