Få fugle får folk til at stoppe op foran en voliere som gouldsamadinen. Grøn ryg, lilla bryst, gul bug og en maske i sort, rød eller gul – det ser nærmest malet ud. Men bag farverne gemmer sig en fugl, der er mere følsom end mange andre prachtfinker. Den tåler dårligt træk, fugt og pludselige skift, den har en sårbar fældning, og den er særligt udsat for luftsækmider. I denne vejledning gennemgår vi, hvad gouldsamadinen har brug for, fra voliere og foder til yngel og de sundhedsproblemer, der hører netop denne art til.
Kort fortalt
- Art: Gouldsamadine (Chloebia gouldiae, i nyere systematik ofte Erythrura gouldiae).
- Oprindelse: Tropisk savanneskov i det nordlige Australien.
- Størrelse: Ca. 12–15 cm og omkring 14–15 g.
- Temperament: Fredelig og rolig, men sky og let at stresse – især i yngletiden.
- Socialt behov: Holdes parvis eller i flok, gerne i en rolig blandet voliere med andre fredelige småfugle.
- Foder: Primært græsfrø og hirse, suppleret med spirede frø, grønt, mineraler og ekstra protein i yngle- og fældeperioden.
- Særlige hensyn: Lun, tør og trækfri opstaldning, stabil fældning og opmærksomhed på luftsækmider.
Navn, oprindelse og levested
Gouldsamadinen er opkaldt efter den engelske ornitolog John Gould, som opkaldte den efter sin hustru, Elizabeth Gould. Den hører til prachtfinkerne (Estrildidae). Det videnskabelige navn ses både som Chloebia gouldiae og Erythrura gouldiae; i dag placerer mange autoriteter den i slægten Erythrura sammen med papegøjeamadinerne. På engelsk kaldes den Gouldian finch.
I naturen lever arten i det nordlige Australien, fra Kimberley-området i Western Australia over Northern Territory til det nordvestlige Queensland. Levestedet er åben, tropisk savanneskov med græs og spredte eukalyptustræer, gerne på skråninger og nær vandhuller. Klimaet skifter mellem en varm regntid og en lang tørtid, og det præger fuglens liv: den yngler i tørtiden og fælder, når regnen kommer.
Den vilde bestand er gået markant tilbage, bl.a. på grund af ændrede afbrændingsmønstre, græsning og tab af de græsarter, fuglen er afhængig af. Arten er klassificeret som næsten truet hos IUCN. Til gengæld er den meget udbredt i fangenskab, og alle fugle i dansk hobbyhold er opdrættede.
Udseende, farvevarianter og levetid
Hannen er græsgrøn på ryg og vinger, har et lysblåt bånd bag masken, et violet bryst og en gul bug. Overgumpen er lyseblå, og de to midterste halefjer er forlængede og spidse. Hunnen har samme tegning, men farverne er mere matte, det violette bryst er blegere, og halen er kortere. Unge fugle er olivengrå og brunlige og får først de voksne farver efter den første fældning.
Tre maskefarver
Arten findes i tre naturlige maskefarver: sort, rød og gul (egentlig orangegul). I naturen er den sorthovedede den mest almindelige med omkring tre fjerdedele af bestanden, mens omkring en fjerdedel er rødhovedede, og de gulhovedede er meget sjældne. I fangenskab er billedet et andet, fordi opdrættere har avlet på de røde og gule fugle. Derudover er der fremavlet en lang række farvemutationer, fx hvidbrystede, lilla- og blåbrystede fugle samt pastel- og blå varianter.
| Egenskab | Gouldsamadine |
|---|---|
| Længde | Ca. 12–15 cm inkl. de forlængede halefjer |
| Vægt | Ca. 14–15 g |
| Kønsforskel | Hannen har stærkere farver og længere halespidser |
| Kuldstørrelse | Typisk 4–8 æg, i gennemsnit omkring 5 |
| Rugetid | Ca. 14 dage |
| Ungerne forlader reden | Ca. 3 uger efter klækning |
| Levetid i fangenskab | Typisk 5–8 år, enkelte bliver ældre |
Adfærd og sociale behov
Gouldsamadinen er en fredelig fugl, der sjældent er aggressiv over for andre arter. Den lever i flok i naturen, ofte sammen med andre prachtfinker som spidshalet amadine. I volieren trives den bedst parvis eller i en lille gruppe, og den har gavn af at se og høre artsfæller.
Arten er rolig, men sky. Den reagerer på uro, pludselige bevægelser, rovdyr uden for volieren og hyppige forstyrrelser. Især i yngletiden kan forstyrrelser føre til, at parret forlader æg eller unger. Hannens sang er lav og summende, og arten er ikke støjende, hvilket gør den velegnet til både indendørs og udendørs volierer.
I en blandet voliere fungerer gouldsamadinen godt med andre fredelige småfugle af samme størrelse. Vi vil fraråde at holde den sammen med store, dominerende eller travle arter, som kan holde den væk fra foder og redepladser.
Voliere og anlæg
Gouldsamadinen er en lille fugl, men den flyver gerne og bruger hele volierens længde. Derfor er en aflang voliere bedre end et højt, smalt bur. Til et enkelt par kan et rummeligt indendørs flyvebur fungere, men en voliere med god flyvelængde giver mere naturlig adfærd og bedre kondition.
Arten kommer fra et varmt klima og er følsom over for kulde, fugt og træk. Den kan holdes i en udendørs voliere i den varme del af sommerhalvåret, når fuglene er vant til det, men den skal have adgang til et lunt, tørt og trækfrit fuglehus, og i den kolde del af året holdes den indendørs eller i et opvarmet rum. Undgå store temperaturudsving, særligt i fældningen.
Hos os bygges alle bure og volierer til ordre på værkstedet i Mejlby ved Spentrup med rammer i galvaniseret rundjern eller aluminium. Til så små fugle er det vigtigt at vælge et net med en maskestørrelse, der passer til arten, så fuglene ikke kan klemme sig igennem, og så mus og spurve holdes ude. Spørg os gerne til råds, når du vælger net til netop dine fugle.
Indretning
- Siddepinde i flere tykkelser, gerne naturgrene, placeret så der er fri flyvebane i midten af volieren.
- Skjul og beplantning, fx tæt bevoksning eller grene i den ene ende, så fuglene kan trække sig tilbage.
- Lys: gouldsamadinen er en lysfugl, der trives med dagslys. Indendørs kan en fuglelampe med fuldspektrum og UVB gøre en forskel, især om vinteren.
- Badeskål med lavt vand – arten bader gerne.
- Foder- og vandplads placeret, så de ikke forurenes af afføring fra siddepindene.
- Tør bund med sand eller andet materiale, der let kan rengøres og holdes tørt.
Fodring og ernæring
I naturen lever gouldsamadinen næsten udelukkende af græsfrø, og den er afhængig af få græsarter, der modner på forskellige tidspunkter af året. I regntiden spiser den frøene direkte fra de modnende aks, i tørtiden samler den dem op fra jorden. I yngletiden tager den også små insekter. Det er værd at have i baghovedet, når man fodrer: arten er tilpasset modnende og halvmodne frø, ikke kun tørre.
| Fodertype | Eksempler | Hvornår |
|---|---|---|
| Grundfoder | Prachtfinkeblanding med forskellige hirsesorter og kanariefrø, kolbehirse | Hele året |
| Halvmodne og spirede frø | Spiret hirse, frøgræs, halvmodne græsaks | Særligt i yngle- og fældeperioden |
| Grønt | Fuglegræs, mælkebøtteblade, frøsat græs, lidt spinat eller salat | Hele året, frisk dagligt |
| Protein | Æggefoder, små insekter, fx små melorme | Yngel og fældning |
| Mineraler | Mineralgrit, knuste og varmebehandlede æggeskaller, sepiaskal, evt. lidt trækul | Hele året, særligt for hunner |
Frisk vand skal altid være til rådighed og skiftes dagligt. Spiret og fugtigt foder skal fjernes, inden det kan nå at mugne, og spireglas og skåle holdes rene. Vitamintilskud kan bruges i perioder med stor belastning, men følg altid producentens vejledning, og giv ikke flere produkter oven i hinanden.
Avocado, chokolade, kaffe, rabarber, alkohol og saltet eller krydret mad må fuglene ikke få.
Yngel og opdræt
Gouldsamadinen yngler i træhulheder i naturen. I fangenskab bruges en halvåben eller lukket redekasse til prachtfinker, som placeres højt og roligt. Parret bygger selv reden af fx kokosfibre, tørt græs og sisal. Begge forældre ruger og fodrer ungerne.
Hunnen lægger typisk 4–8 æg, og rugningen begynder ofte, når kuldet er næsten komplet, så ungerne klækker nogenlunde samtidigt efter ca. 14 dage. Ungerne har lysende papiller i mundvigene, som hjælper forældrene med at finde gabet i den mørke rede. Efter ca. 3 uger forlader de reden og fodres derefter en tid af forældrene, før de klarer sig selv.
Mange opdrættere bruger mågefinker (Lonchura striata domestica) som plejeforældre, fordi de er pålidelige rugere og fodrere. Det er almindelig praksis, men vi synes, man skal være opmærksom på, at det kan give en generation af gouldsamadiner, der selv er dårligere til at passe deres unger. Det er derfor en fordel at arbejde mod par, der selv kan opfostre.
Lad ikke parret yngle uafbrudt. Tre kuld i en sæson er en stor belastning, og en hun, der lægger æg igen og igen, tærer på sine kalkreserver. Fjern redekasserne efter sæsonen, så fuglene får en hvileperiode.
Fældning og årstidspasning
Fældningen er en sårbar periode for gouldsamadinen. Fuglen skal danne en helt ny, farverig fjerdragt, og det kræver protein og mineraler. Stress, kulde og træk kan få fældningen til at gå i stå, så fuglen står med en ufuldstændig fjerdragt i længere tid. Ungfuglenes første fældning til voksen dragt er særligt kritisk.
- Forår og sommer: Tilvænning til udendørs ophold i varmt vejr, rigeligt grønt og spirede frø.
- Yngletid: Ro, ekstra protein og mineraler. Mange holdere lægger yngletiden indendørs, hvor forholdene er stabile.
- Fældning: Stabil temperatur, ingen træk, ekstra protein og mulighed for bad.
- Vinter: Indendørs eller i et lunt, tørt fuglehus med god belysning og jævn temperatur.
Sundhed og sygdomme
Luftsækmider
Luftsækmiden Sternostoma tracheacolum er den sygdom, man oftest forbinder med gouldsamadinen. Miden lever i luftrør, lunger og luftsække. Arten er så udsat, at en australsk undersøgelse fandt mider hos 62 % af de undersøgte vilde gouldsamadiner. Tegnene er hvæsende eller klikkende vejrtrækning, hyppig gaben, nysen, halebevægelser ved vejrtrækningen, nedsat aktivitet og i svære tilfælde stemmetab og død.
Smitten går fra fugl til fugl gennem næb og luftveje, særligt når forældre fodrer unger og ved fælles drikkevand. Den bedste forebyggelse er karantæne af nye fugle, god ventilation uden træk, rene vandskåle og at undgå overbelægning. Traditionelt har opdrættere også lagt vægt på at holde fuglene i god kondition og fri for stress, fordi angrebet ofte bliver værre hos svækkede fugle. Luftsækmider skal behandles med et egentligt middel mod mider, og vi anbefaler at få behandlingen ordineret af en dyrlæge med erfaring i fugle, så hele flokken behandles korrekt.
Megabakterier (Macrorhabdus)
Megabakterier er en gærsvamp, Macrorhabdus ornithogaster, der angriber kirtelmaven hos små fugle, herunder prachtfinker. Fuglen spiser, men taber sig (“går tynd”), sidder oppustet og har ufordøjede frø i afføringen. Smitten spredes via afføring og forurenet foder og vand. Rengøring, tørt og rent foder og karantæne er den traditionelle forebyggelse. Nogle opdrættere bruger let syrnet drikkevand, fx med æblecidereddike, som en gammel husråd-metode, men der findes ikke sikre data for effekten. Sygdommen behandles med svampemiddel hos dyrlægen.
Fældeproblemer og stress
Fugle, der står i fældning for længe eller mister fjer i pletter, er ofte stressede, nedkølede eller mangler protein. Her er den traditionelle løsning at rette forholdene: stabil temperatur, ingen træk, ro, æggefoder og spirede frø. Ved fjertab omkring hovedet bør man også undersøge for mider og andre parasitter.
Æglægningsproblemer
Hunner, der yngler meget eller mangler kalk, kan få problemer med at lægge ægget (æggebinding). Hun sidder oppustet på bunden og presser. Varme, ro og forebyggelse med mineraler og kalkkilder er det centrale. En hun med æggebinding er en akut situation og bør hurtigt til dyrlægen.
Ofte stillede spørgsmål
Kan gouldsamadiner holdes udendørs i Danmark?
Ja, i den varme del af året, hvis de er vant til det og har adgang til et tørt, lunt og trækfrit fuglehus. I den kolde del af året bør de holdes indendørs eller i et opvarmet rum.
Hvordan ser man forskel på han og hun?
Hannen har det kraftigste violette bryst, de stærkeste farver og de længste, spidse midterste halefjer. Hunnen er mere mat, og forskellen ses tydeligst, når fuglene sidder ved siden af hinanden.
Kan de holdes sammen med zebrafinker?
Det kan lade sig gøre i en stor voliere, men zebrafinker er travle og kan forstyrre gouldsamadinerne, især i yngletiden. Mere rolige arter er et bedre selskab.
Hvorfor er mine unge fugle stadig grå?
Ungfuglene får først den voksne fjerdragt ved første fældning, typisk i løbet af de første måneder. Fældningen kan gå langsommere ved kulde, stress eller mangel på protein.
Afrunding
Gouldsamadinen er en af de smukkeste fugle, man kan have i en voliere, men den belønner kun den holder, der giver den stabile, lune og rolige forhold. Fokuser på et godt anlæg uden træk, varieret frøfoder med spirede frø og grønt, ekstra protein i yngle- og fældeperioden og nye fugle i karantæne. Så får man fugle, der både trives og viser deres farver fuldt ud.



