Zebrafinken er for mange den første fugl, de nogensinde har haft. Den er lille, hårdfør, livlig og yngler villigt, og den har en kvidrende “trompetlyd”, som de fleste fugleholdere kan genkende med lukkede øjne. Men at den er nem, betyder ikke, at den er ligegyldig at holde rigtigt. En zebrafinke, der får plads til at flyve, selskab af artsfæller og et ordentligt foder, er en helt anden fugl end en, der sidder i et lille bur. Og fordi den yngler så let, kræver den faktisk mere styring end mange andre arter. Her gennemgår vi det hele: oprindelse, adfærd, bur og voliere, foder, yngel og de sygdomme, der er værd at kende.
Kort fortalt
- Art: Australsk zebrafinke (Taeniopygia castanotis). I ældre litteratur kaldes den Taeniopygia guttata, et navn der i dag oftest bruges om den nært beslægtede Timor-zebrafinke.
- Oprindelse: Det tørre indre Australien.
- Størrelse: Ca. 10–11 cm og 12–15 g.
- Levealder: Ofte omkring 5 år, men mange bliver ældre, og nogle når 10 år eller mere.
- Socialt: Flokfugl, som lever i faste par. Skal holdes mindst parvis, gerne i flok.
- Foder: Frøblanding med hirse og kanariefrø, spirede frø, grønt og kalk.
- Yngel: Yngler meget let – styr antallet af kuld, så hunnerne ikke bliver udmattede.
Navn og oprindelse
Den zebrafinke, vi kender fra fugleholdet, er den australske zebrafinke. I mange år blev den regnet som en underart af Taeniopygia guttata, men de fleste internationale fuglelister skelner nu mellem to arter: den australske zebrafinke (T. castanotis) og Timor-zebrafinken (T. guttata) fra de små Sunda-øer. Det er den australske, der findes i næsten alle fuglehold og i de mange farvemutationer.
I naturen lever zebrafinken i store dele af det indre Australien i tørre græsområder, åbent buskland og spredt skov, altid i nærheden af vand. Det er en ørkentilpasset fugl, der kan klare sig med lidt vand og yngle hurtigt, når regnen kommer. Det forklarer meget af den adfærd, vi ser i fangenskab: den er klar til at yngle næsten hele tiden, når der er foder og vand nok.
Udseende og kendetegn
Vildfarvede hanner er grå på hoved og ryg, med orange kindpletter, sort-hvid tværstribet strube og bryst, en sort brystplet og kastanjebrune flanker med hvide pletter. Halen er sort-hvid stribet. Hunnen mangler kindpletter, brystplet og de brune flanker og er mere ensfarvet grå. Begge køn har en sort “tåre” under øjet og hvid plet mellem øje og næb. Hos voksne fugle er næbbet koralrødt, mest intenst hos hannen, mens ungfugle har sort næb.
| Kendetegn | Han | Hun |
|---|---|---|
| Kindplet | Orange | Mangler |
| Bryst | Sort-hvid stribet med sort brystplet | Ensfarvet grå |
| Flanker | Kastanjebrune med hvide pletter | Grålige |
| Næb | Kraftigt rødt | Lidt lysere orange-rødt |
| Sang | Synger en kort, individuel sang | Synger ikke, men kalder |
Der findes mange farvemutationer, fx hvid, isabel (fawn), grå-kind, sortbryst og pied. Ved nogle mutationer, fx hvide fugle, kan kønnet være sværere at se. Så er næbfarven og hannens sang de bedste kendetegn.
Adfærd og sociale behov
Zebrafinker danner faste par, som ofte holder sammen hele livet, og parret indgår i en større flok. Parrets fugle sidder tæt, pudser hinanden og sover sammen. En enlig zebrafinke mistrives, og man bør altid holde mindst et par.
Hannerne lærer deres sang af en voksen han, mens de er unge. Zebrafinken er faktisk en af de mest undersøgte fugle i forskningen i, hvordan fugle lærer at synge. For fugleholderen betyder det, at unge hanner bør vokse op med voksne hanner omkring sig.
Zebrafinker er generelt fredelige, men de kan være påtrængende over for andre småfugle ved redepladserne og overtage andres reder. I en blandet voliere med sarte prachtfinker kan det give problemer. De passer bedst sammen med jævnbyrdige, robuste arter.
Bur, voliere og anlæg
Zebrafinker flyver mere, end de klatrer. Derfor skal et bur eller en voliere først og fremmest være lang. Et højt, smalt bur giver ikke flyveplads. En havevoliere eller en indendørsvoliere, hvor en lille flok kan flyve, er det bedste.
- Bur: Hvis fuglene holdes i bur, skal det være så langt som muligt, så de kan flyve fra den ene ende til den anden. Små rundbure er ikke egnede.
- Havevoliere: Zebrafinker kan gå ude om sommeren og i milde perioder, men de skal have et tørt, trækfrit og frostfrit inderum i den kolde tid. De stammer fra et varmt, tørt klima og tåler dårligt fugt og kulde.
- Net: Zebrafinker er små og kan komme igennem overraskende små huller. Vælg et net med en lille maskestørrelse, der også holder mus ude. Vi hjælper gerne med at vælge det rigtige net.
- Lys: I vinterhalvåret hjælper ekstra lys i inderummet fuglene med at æde nok.
Hos Randers Volieren bygger vi både småfuglevolierer og indendørsvolierer til ordre på værkstedet i Mejlby med rammer i galvaniseret rundjern og aluminium.
Indretning
- Siddepinde i flere tykkelser, gerne naturgrene, placeret i hver ende, så der er fri flyvebane i midten.
- Foder og vand placeret, så det ikke bliver forurenet af afføring fra siddepindene.
- Badeskål. Zebrafinker bader gerne og ofte.
- Sand eller grus i bunden, hvor fuglene kan søge efter frø og grit.
- Buske eller bundter af grene, der giver skjul og ro.
Fodring og ernæring
I naturen lever zebrafinken næsten udelukkende af græsfrø, som den både plukker fra planterne og samler fra jorden, ofte halvmodne. I yngletiden tager den også insekter. I fangenskab er grundlaget en god frøblanding til tropiske finker.
| Foder | Rolle | Eksempler |
|---|---|---|
| Tropefugleblanding | Basis hele året | Gul, hvid og rød hirse, japansk hirse, kanariefrø |
| Kolbehirse | Godbid og opdrætsfoder | Kolbehirse, gerne udblødt i yngletiden |
| Spirede frø | Let fordøjeligt og proteinrigt – vigtigt i yngletiden | Spiret tropefugleblanding |
| Æggefoder | Protein til opdræt og fældning | Æggefoder til småfugle eller hårdkogt, finthakket æg |
| Grønt | Vitaminer og variation | Fuglegræs, mælkebøtteblade, frøstande af græs, karse |
| Kalk og grit | Fordøjelse og æglægning | Sepiaskal, knuste strandskaller, fint grit |
Brandbæger nævnes i mange gamle fuglebøger som grønt foder, men planten indeholder pyrrolizidinalkaloider, der kan skade leveren. Vi fraråder den og foreslår i stedet fuglegræs, mælkebøtte og frøstande af græs.
Giv aldrig avocado, chokolade, kaffe, alkohol eller saltet mad. Tom frøskal i foderskålen kan ligne fuldt foder, så pust skallerne væk eller fyld helt op hver dag.
Yngel og opdræt
Zebrafinker yngler så let, at udfordringen sjældent er at få unger, men at styre ynglen, så fuglene ikke bliver udmattede. En hun, der lægger æg kuld efter kuld, kan få kalkmangel og æggebinding.
- Rede: Zebrafinker bygger en rodet, kuplet rede af græs i en redekasse, en kurv eller en tæt busk. Giv rigeligt med hø, kokosfibre og græsstrå. Hannen bygger, mens hunnen forer.
- Æg: Typisk 4–6 æg, af og til færre eller flere.
- Rugning: Begge forældre ruger. Æggene klækker efter ca. 12–14 dage.
- Unger: Ungerne forlader reden efter ca. 2½–3 uger og er selvstændige omkring 4–5 uger gamle.
- Kønsmodenhed: Zebrafinker kan være kønsmodne allerede efter få måneder, men det er almindelig praksis at vente med at lade dem yngle, til de er fuldt udvoksede og nogle måneder ældre.
Sådan styrer du ynglen
- Begræns antallet af kuld pr. sæson. Mange opdrættere stopper efter 2–3 kuld.
- Fjern redekasser og redemateriale, når fuglene skal holde pause, fx om vinteren.
- Zebrafinker bygger ofte nye reder oven på gamle æg. Kontrollér reden, og fjern gamle æg og lag.
- Sørg for kalk, æggefoder og spirede frø i hele ynglesæsonen.
- Tænk over, hvor ungerne skal hen, før du lader fuglene yngle.
Pasning gennem året
Forår og sommer: Yngletid og udeophold. Sørg for skygge, vand og rigeligt grønt. Efterår: Fældning og eventuelt pause i ynglen. Vinter: Frostfrit, tørt inderum med lys, ingen redekasser, hvis fuglene skal holde pause.
Sundhed og sygdomme
Æggebinding og kalkmangel
Æggebinding er når et æg sidder fast i æggelederen. Hunnen sidder pustet op på bunden, presser og har svært ved at holde balancen. Årsagerne er især for mange kuld i træk, kalkmangel, for unge eller overvægtige hunner og kulde. Forebyggelsen er at styre ynglen, give sepiaskal og knuste strandskaller hele tiden og undgå at lade unge hunner yngle. Det gamle førstehjælpsråd er varme og ro: flyt hunnen til et lunt, roligt sted, hvor den varme luft kan hjælpe musklerne med at slappe af. Kommer ægget ikke hurtigt, skal hun til dyrlæge.
Luftsækmider
Luftsækmider (Sternostoma tracheacolum) lever i luftvejene hos især finker og kanariefugle. Fuglen kan få klikkende eller hvæsende vejrtrækning, gabe ofte, miste stemmen og sidde pustet op. Smitten sker gennem drikkevand og foder og fra forældre til unger under fodringen. Forebyggelse er karantæne af nye fugle og rene vand- og foderskåle. Behandlingen er et middel mod mider fra dyrlægen.
Megabakterier (Macrorhabdus)
“Megabakterier” er en gær-svamp (Macrorhabdus ornithogaster) i kirtelmaven. Fuglen taber sig trods ædelyst, og der ses ufordøjede frø i afføringen. Smitten sker via afføring, og stress og dårligt foder øger risikoen. God hygiejne, et varieret foder og ro i flokken forebygger bedst. I fuglekredse har man brugt æblecidereddike i drikkevandet til at gøre maven mere sur, men det helbreder ikke en etableret infektion. Diagnose og behandling skal ske hos dyrlægen.
Lange kløer og næb
Zebrafinker, der går på glatte pinde, kan få for lange kløer, som kan hænge fast i redemateriale. Naturgrene i forskellige tykkelser og sand i bunden hjælper. Lange kløer kan klippes forsigtigt, så man ikke rammer blodkarret.
Ofte stillede spørgsmål
Kan en zebrafinke leve alene?
Nej. Zebrafinker er flokfugle og danner tætte parbånd. Hold mindst et par, gerne flere.
Hvordan ser jeg forskel på han og hun?
Hos vildfarvede fugle har hannen orange kinder, stribet bryst og brune flanker. Hos hvide og andre mutationer er næbfarven og hannens sang de bedste kendetegn.
Hvordan undgår jeg, at mine zebrafinker yngler hele tiden?
Fjern redekasser og redemateriale i perioder, og begræns antallet af kuld pr. sæson. Fuglene klarer sig fint med pauser.
Kan zebrafinker gå ude om vinteren?
Kun med adgang til et tørt, trækfrit og frostfrit inderum. Uden det er den danske vinter for kold og fugtig.
Afrunding
Zebrafinken er den perfekte fugl til at lære fuglehold, men den fortjener mere end et lille bur. Med en lang voliere, en flok artsfæller, et varieret foder og en fornuftig styring af ynglen får man nogle af de mest livlige og underholdende småfugle, der findes. Og fordi den er så nem at holde, er det let at give den et rigtig godt liv.
Læs videre



